noget om mænd og kvinder

Forleden morgen efter jeg havde været til dans, faldt jeg i snak med en medmotionist på vej ud.

En venlig mand på omkring de 50.

Han gav mig nogen gode fif, til andre steder hvor man også kunne gå til dans, noget han dyrkede meget, efter han var blevet skilt.

Derefter kom samtalen pludselig hurtigt til at handle om kvinder og mænd i stedet for dans, i hvert fald fra hans side.

“Jeg har jo datet en del de sidste 5 år, men helt ærligt kvinder er sgu ikke er til at blive kloge på, de ved ikke hvad de vil have ” erklærede han højlydt .

Vi stod på trapperne foran indgangen med overtøj på, jeg var egentlig på vej mod min cykel og videre ud i livet, men var stoppet op, mest af høflighed og nu med ét skulle jeg forholde mig til kønsrollernes forfald og forviklinger med en fremmed herre.

Det der metroseksuelle det var bare ikke ham, andre mænd måtte godt være det, men han holdt på at mænd skulle have lov at være mænd og kvinder kvinder.

Han synes i det hele taget, kvinder var svære at stille tilfredse, for de vidste jo de ikke behøvede en mand for at kunne klare sig, og så var der jo slet ikke plads til, man kunne få lov at være “mand” længere.

Jeg stod mest bare og lyttede, smilede venlig hist og pist, mens jeg indskød et par “nå nå okay.. ja… oplever du det sådan” for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig  – for det første kender jeg ikke alle kvinder, og selv om man muligvis kan generalisere på visse punkter omkring køn, så oplever jeg “os” kvinder imellem, som ganske forskellige, og for det andet gider jeg egentlig ikke have en kønsdiskussion, der henover trappen på vesterbro med et fremmed menneske.

Midt i hans frustration over den moderne kvinde, blev han pludselig afbrudt af en ung kvinde på fortovet med ordene

“I kunne vel ikke hjælpe mig”

Hun havde en stor barnevogn, der skulle op ad trappen.

Som den der stod tættest på hende, reagerede jeg umiddelbart uden at tænke. “Selvfølgelig!” svarede jeg og driblede lynhurtigt ned of trapperne, og tog fat i den tunge barnevogn.

“Ej” udbrød Manden højlydt og slog opgivende ud med armene.

“Tænk at du går ned og tager barnevognen lige for næsen af mig, mens jeg netop står og taler om, at man ikke kan få lov at være mand mere , nå, men så er der jo kun tilbage for mig at åbne døren for hende, det må jeg i det mindste få lov til!”

Hovedrystende åbnede han indgangsdøren.

Manden havde jo ret, jeg havde ikke givet ham lov til at få et ben til jorden, han var for langsom i optrækket, Jeg havde lyst til at fnise, men undlod.

Baksende med den store fine barnevogn, som på ingen måde var en letvægter, fremstammede jeg i stedet.

” Det må du da undskylde,  jeg gjorde det bestemt ikke for at underkende din mandighed. Jeg tror bare, jeg reagerede hurtigt, fordi det ikke er så længe siden, jeg selv stod med barnevogn og ved hvor besværligt, det kan være ”

Den unge kvinde så beklemt på os begge og indskød inden hun trillede ind af hoveddøren.

“Tak skal I have , ja – jeg er sådan set ligeglad, med hvem der tog barnevognen, jeg bare glad for I gad hjælpe mig.

Point taken…

Det er ikke første gang at mænd, har klaget deres nød over kvinders “ukvindelige” opførsel til mig.

Af en eller anden grund er det altid fremmede mænd, der beklager sig til mig. Jeg ved ikke om de mænd, jeg kender, ikke gider diskuterer den slags med mig. Eller måske går de bare ikke op i det.

Men jeg undrer mig over, at der er så mange fremmede mænd, der synes de skal fortælle mig om det.

Gør kvinder også det? Klager deres frustrationer over mænd, til mænd de ikke kender?

Jeg kan godt finde på at sige noget om mænd, men så er det til folk, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, ikke vil være høflige og sige nå ja… okay oplever du det sådan og smile pænt, uden egentlig at komme med et modsvar.

Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, om de pågældende “utilfredse” mænd klager til alle kvinder, de møder, eller er det specifikt mig der får klagerne?

Udstråler jeg mon noget bestemt og i så fald hvad?

At man kan snakke med mig om alt?

At jeg nok mener det samme som dem?

Eller at jeg er et pragteksemplar på en, der godt kunne trænge til at blive læst og påtalt?

Jeg tænker i hvert fald altid, mens jeg ruller med øjnene indvendigt, om de mon ville sige de samme ting, hvis de kendte mig, jeg svarer sjældent igen, med mindre tonen bliver grov.

Nok mest fordi jeg ikke gider.

Jeg kan egentlig være ganske servicerede af natur, men jeg kan ikke se hvorfor jeg skal lave maden, men ikke må løfte barnevognen.

Jeg er ikke den store kok og vel heller ikke den stærkeste crossfit’ter i skuffen, så om det handler om: at hjælpe med en barnevogn eller lave mad er mig hip som hap , -begge dele er besværligt, men gøres skal de jo.

Da min forældre blev skilt, blev jeg boende hos min far, usædvanligt for sin tid,  han var derfor min primære forældre, indtil jeg som teenager flyttede ind til min mor. Derfor optræder han meget her på bloggen, som ofte trækker tilbage til min barndom, idag er ingen undtagelse.

I hele min barndom talte min far meget om, hvordan det var at vokse op med en enlig mor og tre søstre i Fredericia under og efter krigen.

Anna og Viggo, som hans forældre hed, havde mødt hinanden på seminariet, og da de blev forlovet, så bød daværende normer, at Anna stoppede sin skolegang på seminariet.

Hun fik derfor aldrig færdiggjort sin uddannelse.

Det gjorde min farfar til gengæld. Desværre blev han syg og døde som 37 årig efterladende hende med en meget lille pension og 4 børn.

Min far fortalte altid, hvor svært det var, som dreng at overvære hvordan samfundet talte ned til hans mor, fordi hun var enke og derfor uden en mand.

Det var, som om alle, og i særdeleshed mænd, havde carte blanche til at opdrage på hende, fordi hun som enlig kvinde, var på de nederste trin i samfundet. Og folk holdt sig åbenbart ikke tilbage.

Denne frustration hos min far gennemsyrede på en eller anden måde alle hans barndomshistorier, hvor sjove de end ellers var.

Så hvordan har jeg kunne vokse op og blive andet end en kvinde, der ikke giver meget for tidligere tiders romantiseren af kvinden og mandens forstokkede roller?

Vi kan alle blive forvirrede over, hvad det andet køn ønsker og drømmer om.

Mænd og kvinder er forskellige, men afviklingen af de stereotype kønsroller er sådan set påbegyndt for over 50 år siden, og jeg undrer mig en gang i mellem, når jeg som i forrige uge oplever endnu en fremmed herre brokke sig til mig.

( Det er det jeg siger, fremmed mænd brokker sig til mig hele tiden, det er meget mystisk!!!).

Denne gang var det en mand der foretrak at være alene i sit sommerhus, fremfor hjemme i sit hus, fordi hans kone ikke rigtigt gad at lave varm mad hver dag efter de var blevet pensioneret..  hm.. mon ikke det var på tide, han spejlede et æg til hende?

Jeg anerkender, jeg ikke altid selv har været så god, til at forventningsafstemme med de partnere, jeg har været involveret i, for det er vel i bund og grund det, det der ofte er skyld i miséren.

Manglende forventningsafsteming.

Jeg føler mig absolut feminin, er romantisk anlagt og vil gerne kurtiseres . Jeg synes skjorter klær mænd helt utrolig godt, og jeg slapper gerne af i selskab med et dameblade og ny-lakkerede negle.

Men for mig er der i disse klicheer tale om æstetiske semi-erotiske præferencer, mere end der er tale om et grunlæggende ønske om genindførelse af klassiske kønsrollemønstre.

Og jeg vil øvrigt meget gerne have lov at kurtisere tilbage .

Jeg synes mænd skal have lov at være mænd, og kvinder skal have lov at være kvinder.

Men jeg er også af den overbevisning at ingen skal fortælle mig, hvornår jeg er en rigtig kvinde, ligesom jeg ikke gider prædike for mænd, hvornår de er rigtige mænd.

Min søde kloge far taler stadig om den gang jeg spillede Julemand i 2 klasse.

Det er en af hans yndlings anekdoter om mig.

Han fortælle mig tit, hvor tydeligt det var, at jeg selv mente, jeg var en stor tyk hvidhåret mand, da jeg som 8 årig kom ind på scenen og sagde de bevingede ord.

” Ho ho ho, jeg er den store Julemand”

Med min fars ord:  “så er det, det – al skuespil handler om”.

Hvis du er det.  Føler det. Og selv tror på det. Så gør publikum det også.

Måske er det også helt banalt bare det, det at være mand eller kvinde handler om.

Tror på det, føl det, vær det.

 

Noget om forbilleder

 

Olivia Newton John som Sandy

 

Olivia Newton-John som Sandy var mit første forbillede.

Specielt “Makeover” Sandy som vi ser her, var jeg fascineret af.

Min veninde fra børnehaven havde været i USA om sommeren og set Grease. Så da den kom op i Danmark, var jeg allerede fan på forhånd og plagede mine forældre til ulidelighed indtil de lod mig se den i biffen.

Jeg var 5 1/2.

Bagefter mente jeg, det var oplagt, at jeg fik huller i ørene til hoops, permanentet hår og sorte satinbukser.

Mine forældre satte foden ned. Det blev et stor rungende NEJ.

Sisse Reingaard med sort paryk i Soldat Hummel

Den næste stjerne på min private idolhimmel var Sisse Reingaard.

Jeg gik stadig i børnehave, men  jeg havde set hende i Soldat Hummel på Glasaxe Teater, hvor min far var chef. Jeg kunne hele hendes rolle udenad, og spillede alle scenerne for mig selv oppe i sommerhuset, i stykket havde hun langt sort hår. Jeg synes hun var noget af det smukkeste, jeg nogen sinde havde set.

Ilse Rande og Søren Sætter-lassen i En stor familie

Efter Olivia og Sisse kom Ilse Randes karakter Frk Laursen i Tv-serien “En stor familie”. Jeg var nu 10 år og lånte min fars skrivemaskine, for at udfærdige en huskeseddel til mig selv, når jeg blev voksen.

På den kategoriserede jeg mit fremtidige voksen klædeskab.  Min fremtidige tøjstil skulle gerne lægge sig helt op ad Frk Laursens, og som 10 årig mente jeg ikke, det var et sekund for tidligt, at planlægge en lige så ulastelig stil som hendes.

Ideen om tøj og stil som en vigtig faktor blev bakket op, da jeg opdagede Audrey Hepburn, som på international vis personificerede stil, synes jeg.

Jeg fandt senere ud af jeg ikke var ene om den konklusion.

Audrey Hepburn i “Prinsessen holder fridag” aka “Roman Holliday”

Vi havde “Prinsessen holder fridag” og “My fair Lady”  på VHS – Da jeg lå syg i 14 dage, så jeg begge film hver dag i de to uger. Da jeg endelig blev rask, følte jeg Audrey Hepburn var flyttet ind og kiggede ud af mine øjne.

OLD HOLLYWOOD

Som 13 årig blev jeg grebet af Old Hollywood og jeg pløjede mig igennem alt fra 30’erne og 40’erne lige fra melodramaer over Film Noir til Screwball komedierne.

Jeg elskede Vivien Leighs styrke, mod og fanden-i-voldske Scarlett  i Gone with the Wind og ikke sjælendt var jeg selv Scarlett i mine teenage dagdrømme.
Som mange før mig, blev jeg” hår struck” da jeg så Veronica Lake I “The Glasskey” – den frisure har jeg godt nok lavet mange gange….
Jeg var vild med Kathrine Hepburns rappe replikker, og intelligens- så snart jeg kunne læse noget på engelsk stavede jeg mig gennem hendes hendes bog: “The making of the African Queen or how I went to africa and almost lost my mind”.    

Bette Davies lignede lidt ungdomsbilleder, jeg havde set af min mormor, synes jeg, undtagen når hun spillede Elizabeth d 1, jeg synes, det var frygtindgydende, som den dame kunne forvandle sig.

Bette Davies som Elizabeth d. I  i “the private lives of Elizabeth and Essex. Her ligner hun IKKE min mormor.
Og selvfølgelig Ingrid Bergman, jeg synes det var magisk, at hun var svensk og dermed næsten dansk, og dermed næsten opnåelig, og så spillede hun sammen med mine to yndlings mandlige skuespillere, Humphrey Bogart og mit store crush Cary Grant. Her er hun  i filmen Notorious.

Min fascination af Old Hollywood holder den dag i dag.

The Golden age of Hollywood har et specielt blødt punkt i mit hjerte.

Da jeg mange år senere fik chancen for at komme til casting på filmen Rene Hjerter, gav mit hjerte et hop og ambitionen om at få rollen var skyhøj. At spille Linda er det nærmeste, jeg indtil videre har kunne komme til at få opfyldt en af mine barndoms drømme, at være med i en gammel holywood film med tøj og hår og hele svineriet.

Anders Mathessen og jeg i Rene hjerter

Hollywood The Golden Age, fik dog snart skarp konkurrence af Briterne, jeg blev som 13 årig betaget af E. M Forster og Jane Austens univers og overvejede i flere år, hvordan det skulle lykkes mig at blive Brite, når nu jeg var født Dansker.

Min idolhimmel i teenageårene og 20’erne var kæmpestor.

Skønne damer, og for den sags skyld herrer lyste klart og fejlfrit deroppe i gudernes luftlag.

Lige indtil jeg på mit 3 år på teaterskolen havde Ole Lemmeke på mit filmskolekursus, og han på en måde satte en stopper for min rene idoldyrkelse.

En dag hvor mit hold diskuterede, hvem vi var fan af, spurgte vi også Ole hvem hans forbilleder var, i stedet for at nævne nogle navne sagde han blot:

“Jeg har valgt altid at prøve at se folk i øjenhøjde. Hvis du sætter dem op på en piedestal, vil du opdage, der nogen gange er meget langt ned , når de falder”.

Med andre ord, du gør hverken dem eller dig selv en tjeneste ved at putte dem op på en piedestal.

Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, (bla fordi jeg også var fan af Ole på det tidspunkt) og selv om jeg selvfølgelig stadig bliver begejstret og inspireret, og der er masser af kunstnere inde for alle mulige felter, jeg beundrer, så tænker jeg ofte på Oles ord, når jeg lader mig rive med.

Der er en stor sandhed i dem.

Måske endnu mere i dag, hvor vi alle, inklusiv undertegnet, mere eller mindre “styler” vores billeder og liv udadtil med filtre, beskæringer og lækre vinkler, inden vi lægger dem op til offentlig beskuelse på diverse medier.

Aldrig har der været så mange stjerner på idolhimlen.

Det er næsten som om, det at komme op på en piedestal, er blevet et mål i sig selv.

Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne stå deroppe.

Hvor luften er lidt renere, sigtbarheden lidt bedre, og man næsten kan smage kaviaren og champagneboblerne, det er dog bare fandens, der er så langt ned, og så lidt plads til at åbne den øverste knap i sine bukser, efter man har spist.

Så husk øjenhøjden – God Påske.

Noget om at rejse. Del 1.

Lige fyldt 16 og på Tour de Europa

Første gang jeg var ude at rejse, var jeg 4 år.

Vi var i Rom. Det var før min forældre blev skilt.

Jeg husker mest glimt fra rejsen.

Smagen af pistacie og eksotiske spagettier, der slet ikke hed spagetti’er.

Selvlysende neon-armbånd man kunne have på i mørket på små “Piazza´er” fyldt med børn, leben og restauranter.

Et springvand man kunne smide en mønt i, og som magisk ville føre én tilbage til Rom, før man døde.

Udsmidning af Peters Kirken pga af min fars shorts.

Min far har fået os smidt ud af flere kirker og seværdigheder. Han er nysgerrig af natur, og har det med lige at skulle kigge steder, hvor der er et forbudt skilt, som regel i en krypte, men denne gang var det altså shortsene der gjorde udslaget.

Klarest i min erindring fra Rom står min 5 årige brors forsvinden i Pompei.

Den efterfølgende panik hos min forældre, som de prøvede at skjule, men som jeg opsnappede alligevel. Følelsen af at stå ansigt til ansigt med en katastrofe, jeg ikke helt kunne begribe, et sort hul i maven, der sugede alt energi ind ad.

Lettelse da han endelig blev fundet i god behold med en masse italienske damer rundt om sig.  Og efterdønningerne der på mystisk vis blev ved at påvirke mig. Da vi kom tilbage til Rom samme aften, var det kun min far der tog med ud og spise aftensmad. Min mor blev tilbage på hotelværelset. “Syg” sagde min far .

I mange år så jeg min brors forsvinden og særlig min mors fravær af den efterfølgende aftensmad som et varsel på at noget katastrofalt var på vej. En slags forvarsel på deres skilsmisse.

Nu hvor jeg selv er mor til en 4 årig, ved jeg, at da min bror blev fundet, krævede det sorte sug i maven,  hun havde prøvet at holde i skak, afregning ved kasse et. Så mens vi sad og spiste på restaurant, kastede hun op i kaskader på hotellets badeværelse.

Åhh den evige angst man som forældre lever med, efter man har fået børn.

Det er som om, den store Boogieman altid er til stede i en afkrog af ens sjæl. Jovist man glemmer ham momentvis, men fra det øjeblik man har taget det lille ny vidunder med hjem fra hospitalet, følger han med som en blind passager, der med mellemrum hvisker grusomheder til ens underbevidsthed.

Senere, gik turen til Israel med min far, hvor selv samme bror fik blindtarmsbetændelse og blev indlagt på hospitalet, en meget dramatisk og uskøn oplevelse.

Helt sikkert en røverhistorie der kunne fylde et helt blogindlæg i sig selv, men det er vist mere min brors historie end min, så jeg vil undlade dens absurde detaljer her.

På hospitalet lå han i hverfald og min far sad ved hans side i en stol dag og nat, han var jo kun en lille dreng, og talte hverken engelsk, hebraisk eller arabisk.

Min ældste bror og jeg var derfor overladt til guiden og venlige mennesker på hotellet.

En eftermiddag da jeg var i poolen, faldt jeg ud af min badering i et øjebliks uopmærksomhed, heldigvis blev jeg reddet op, efter hvad der føltes som oceaner af tid, hvor jeg kæmpede rundt under vandet.

Jeg kan huske, jeg prøvede at komme op til overfladen, med jeg kunne ikke finde ud af i hvilken retning overfladen var.

Da jeg blev reddet op, kastede jeg en mængde vand op,  jeg havde slugt.

Jeg var rystet, men okay.

Jeg har dog siden været loren ved vand.  Jeg dypper mig gerne i det, hvis vejret er varmt, men der er gået mange danske somre, hvor jeg ikke har været i.

En af de mest grænseoverskridende ting jeg har skulle gøre som skuespiller, var da jeg hoppede ud fra en båd iført 1905 kostume i den norske Tv-serie Harry og Charles, det var med langt tungt skørt og snøresko, der var selvfølgelig en professionel dykker under vandet  ” just in case”, men min indre panik var monumental.

Tøjets tyngde der sugede mig ned, og gjorde det svært at komme op, og ramte klokkeklart ned i en følelse af ikke at kunne få vejret i et badebassin i Israel for 100 år og 1 dag siden.

Da jeg bagefter stod i en campingvogn under den lunkne bruser efter endt optagelse, hulkede jeg som en 5-årig med fletningerne i postkassen.

Kun en tåbe frygter ikke havet, poolen og en vandpyt hvis du er så uheldig at besvime med hovedet liggende i en.

Jeg elskede at lave den norske Tv-serie Harry og Charles, lige med undtagelse af hovespringet ud i det iskolde vand fuldt påklædt.

Min far har lært mig at sætte pris på et lands historik.

I Danmark hørte vi om Harald Blåtand, Palantoke og Jomsvikingerne.

Da han tog os med til Grækenland, genfortalte han Odyssén for os som forberedelse til rejsen, ligesom vi gennemgik både det gamle og det nye testamente inden turen til Israel.

På den måde levendegjorde han ruinerne.

Han er en fantastisk fortæller, min far.

Når vi stod i 40 graders varme og var ved at dø af hedeslag, formåede han alligevel at fremmale Sokrates, stående på nogle klipper lige inde man når op på Akropolis, argumenterende for sin frihed i form af sin berømte forsvarstale.

Han fremmalede hvordan Athene blev født springende ud af sin fars pandeskald.

Athene er visdommens Gudinde. Og byen Athens beskytter.

Hun er iklædt hjelm og spyd. Nogen kalder hende krigsgudinde,  i min optik en lidt forsimplet titel.

Hun er født af Zeus Hjerneskal. Hun er personinficeringen af klogskab og visdom og derfor en naturlig strateg.

Det er Athenes gunst og råd man ønsker i krigstid når slaget står for døren.

Jeg kalder hende Visdommens og Strategernes Gudinde.

Da jeg var barn, så jeg hemmeligt op til Athene.

Hun var Badass og selv om jeg var en “lyserød” pige, der helst kun gik i kjole,  har jeg lært af min far og Athene – at bruge min hjerne og stå på min ret. Tak for det.

Athenes fødsel… sprunget fra sin far Zeus pande – Der sidder hun, lille bitte men allerede fuldt påklædt på hans hoved.

 

Senere tog jeg selv ud at rejse, første gang i `89.

Det var før mobiler og computere.

Min venner og jeg købte et åbent togpas til Europa, det havde en løbetid på 30 dage.

Også kaldet Interrail  (hvis nogen ikke skulle kende til conceptet. )

Det var den populæreste rejseform for unge under 26 i slut 80’erne og starten af 90’erne.

Jeg ved ikke hvordan vores forældres nervesystem klarede de 30 dage, vi var væk uden nævneværdige livstegn.

De hørte først fra os efter 25 dage, vi ringede collect-call til en af mine kammeraters mødre, og meddelte vi ville være hjemme på tirsdag, og gad hun sige det videre til de andre forældre.

Selvom vi havde sagt hvilke lande,  vi ville besøge, så nåede vi et par “detours”.

Frankrig stod f.eks ikke på vores rejseplan, alligevel opholdt vi os i Paris i adskillige dage.

Det var min skyld.

De andre havde spist en ordentlig røvfuld hash, inden vi forlod Holland og var mega skæve på togturen videre ned i Europa.

Jeg og min venindes havde påtaget os opgaven at være “ædru” og bl.a få os på det rigtige tog ved togskiftet i Paris. Da jeg havde haft fransk i et helt år i skolen, var den del min hovedopgave.

Jeg fejlede.

Det var sent om aftenen,  og vi endte med at tage ud til Boulogneskoven, hvor vi overnattede i vejkanten. Det var en meget dramtatisk nat.

Vejen var fyldt med ludere og langsomkørende biler, der samlede damer op. Andre biler blev parkeret, mænd steg ud og forsvandt alene ind i skoven.

Midt i dette inferno sad vores lille gruppe i soveposer sammen med to forkølede Finner, vi havde fundet bag en busk, og som også havde forvildet sig ud i den “forkerte” ende af Boulogneskoven.

Vi lukkede ikke et øje den nat.

Jeg var lige fyldt 16 år, og kvinder kun iført trusser og høje hæle i vejkanten var en ny oplevelse for mig.

Næste morgen gik vi med fuld oppakning til den anden ande af skoven, hvor vi havde læst, der var en campingplads. Der var vi så heldige, at vi få den sidste teltplads, de havde tilbage.

Vi var ved et uheld dumpet ned i Paris på 200 års dagen for Bastilliens fald. Tusinder var valfartet til Paris fra alle hjørner af Europa for at deltage i festen.

Alle hoteller var udsolgt, Campingpladsen var overfyldt, byen husede alt hvad remmer og tøj kunne holde, Årsdagen skulle fejres og det blev den, af hele Paris i en kæmpe folkefest og med os på de billige rækker.

Da vi endelig kom væk fra byen, tog vi til Portugal.

Først Lisabon og senere ud på landet.

Vi hang ud med nogle unge mennesker på vores egen alder til en jazzfestival i en lille bjerglandsby kaldet Gourda,

Jeg blev pennevenner med en af pigerne Lara i et par år, men mistede kontakten, for ca 6 måneder siden blev jeg kontaktet af en af de portugisiske drenge fra slænget, han er nu kulturjournalist i Lisabon. Han var stødt på mit navn på internettet.

Verden er lille bitte og frygtelige stor på en gang.

På vej hjemad fik vi en bøde på 700 kr, for at være stået på et tog, der ikke var indbefattet i interrailen.

Vi havde ingen kontanter og lånte derfor af en ung Amerikaner i kupeen, han ville alligevel til Danmark senere på sommeren , så vi kunne betale ham tilbage der. Da han kom til København, endte han med at være med til min venindes fødselsdag.

Jeg var lidt forelsket i ham, mest fordi han var amerikaner, tror jeg. Han hed Ernest, var 10 år ældre, gik med bandana og havde skægstubbe.

Jeg udvekslede et par breve med ham det følgende år, og ærgrede mig over, jeg ikke havde kysset ham, da jeg havde chancen. Men jeg var ung og blufærdig og slet ikke kæk nok til at give granvoksne mænd et kys.

På vej hjem gennem Europa, pitstoppede vi i Stuttgart.

Vi havde læst om et spændende kunstmuseum, vi alle gerne ville på, vi holdt “campingplads” på Stuttgart Hauptbanhof, så vi ikke skulle bruge penge på unødige ting som ophold.

En midaldrende mand, spurgte drengene i vores gruppe, hvor meget min veninde og jeg skulle koste.

Jeg havde set Chrsitane F og følte mig straks i fare for at få den mest bundløse skæbne. Min bror som var med på turen, blev meget forarget over mandens spørgsmål. Han gav ham heldigvis en skideballe på bedste 1 g’s tysk “Du bist doch ein slemmer Kerl ! Das is mein Schwester! Wiest du das!!!!!” sagt med 5 udråbstegn.

Da de allersidste D-mark var knaldet af på vinylplader i Stuttgart, måtte vi fylde vores vandflasker med vand fra fontainen på et springvand, til den sidste togtur mod københavn.

Jeg kan stadig mærke min mund større sig sammen,  hver gang jeg tænker på, hvor klamt det vand var.

Det var en crazy og fantastisk tur, når jeg som voksen tænker tilbage på den.

Dengang føltes det helt naturligt at rejse ud på må og få.

5 drenge og 2 piger.

Vi skulle i 2 g efter sommeren.

Der var to år til jeg blev 18.

To år til jeg blev Student.

Og jeg havde lige købt en kornblå kjole med dyb rygudskæring fra Noa Noa, som nok skulle få et hoved eller to til at dreje i Europa.

Jeg har altid elsket at rejse, det er som, om jeg føler mig, tættere på mig selv, når jeg rejser, jeg elsker at falde i snak med folk fra andre lande, både rejsende og fastboende.

Jeg elsker interaktionen af kulturudvekslinger, og som jeg tidligere har beskrevet, elsker jeg at tænke på alle de mennesker, som har levet på historiske steder.

Efter jeg har fået barn, har det at rejse dog taget en liiidt anden karakter.

Jeg er just hjemkommen fra Gran Canaria, hvor jeg gik “full monty” på charteroplevelsen..

Det var helt sikkert et blog indlæg værd!

Stay tuned…

Noget om robotter og tidsrejser

Jeg har stadig mit Star Wars pudebetræk. Ting der er lavet i 70’erne holder bare laaang bedre…

I slut 70’erne satte vi os en aften ind i min fars hvide Datsun og kørte i  Drive-in bio.  Der var Star Wars på programmet og vi glædede os helt vildt.

Min far var lige kommet hjem fra New York, og havde hjembragt Star Wars pudebetræk og T-shirts. Og en sølvfarvet dynejakke som fuldstændig lignede en rumdragt. Det Amerikanske flag prydede stedet hvor man ellers ville have placeret en brystlomme, og nedenunder stod der med store bogstaver NASA, og på dynejakkens arm var et stor rundt Nasa logo.

Når man havde den på, kunne man stort set alt, bortset fra at gemme sig.

Ingen andre , og jeg mener “INGEN” andre ejede dengang noget, der bare mindende om denne futuristiske sølvfarvede sag. I hvert fald ikke på Frederiksberg.

Da vi i starten af 80’erne flyttede fra villa til Gammel Kongevej 169, lå der i bunden af vores ejendom en lille videoudlejnings butik.

Der var ikke særlige mange, der havde videomaskiner dengang, men vi fik selvfølgelig straks en VHS maskine.  Man kan jo ikke bo oven på en kæmpe videosamling uden at have en videomaskine.

Det ville jo nærmest være dumt.

Så vi så alt, hvad der var i den butik.  Rub og stub  ( med undtagelse af pornoen selvfølgelig, men det var kun 2 hylder. )

Voksen og børnefilm i én pælle mælle, og vi elskede det.  Fra “Funnygirl”, til “Spartacus”. Fra “Herbie” til “Dirty Harry”. Fra “Ørneborgen” til “Tess”

Film med Gene Wilder, Woody Allen, Chevy Chase, Audry Hepburn, Carey Grant, Vivien Liegh,  Goldie Hawn, Bud Spencer, Eroll Flynn, Chaplin, Kurt Russel og mange flere var vores weekendhelte i et stort mix.

Og vi så selvfølgelig også sci fi.

Alt fra “Rumrejsen 2001” over “Seconds” til “Body Snatchers.

“Star Trek” og Westworld, Oh sikke gys, sikke verdener der åbenbarede sig, først i stuen på Gammel Kongevej og siden i det lille røde hus på Solsortevej i anden halvdel af 80’erne.

3 ,4 nej – nogen gange 6 film på en weekend, så længe der var ostepops og Earl GreyThe på kanden, så gled den ene Hollywood produktion ned efter den anden,  halvdelen af titlerne har jeg faktisk glemt. Men der er selvfølgelig nogen der står ud.

Planets of the Apes for eksempel

Jeg glemmer aldrig det øjeblik i “Abernes planet”, hvor Charlton Heston falder på knæ i bundløs afmagt foran en halv begravet og nedsunken Frihedsgudinde på stranden .

Episk intet mindre.

Det var i hvert fald, hvad der skulle til,  for at en forkærlighed for sci-fi med en acopylyptisk drejning, var født hos denne lille pige, der sad med åben mund og polypper og var dybt rystet I sin grund vold.

Så mange spørgsmål meldte sig i mit hoved.

Hvad er afstand og hvordan måles den?

I kilometer eller I tid ?

Eller måles afstand i virkeligheden i noget langt mere subtilt, som f.eks ånd ?

Da jeg var i Tokyo for nogle år siden, skulle jeg selvfølgelig på The museum of Emergin Science “Miraikan “ og se på robotter.

Det er super interessant, i vesten har vi en tendens til at være bange for robotter.

Vi frygter, de vil blive selvtænkende væsner med en sjæl og en egen vilje, der uundgåeligt ønsker at overtage verdensherredømmet.

For det er vel det, alle vil, inderest inde, synes den vestlige tankegang at konkludere.

At herske over alle andre arter.

Men sådan opleves det ikke i Japan, Robotter ses mere som hjælpere, måske endda noget man kan være på lige fod med.

En slags ven man ikke har mødt endnu.

Det er måske ikke så mærkeligt, at der er denne forskel i robot opfattelse.

I Japan er tanken om, at alt har en sjæl, ikke fremmed.

Et træ eller en sten kan have en sjæl i Japan,  så hvorfor egentlig ikke også en robot? Springet synes ikke så langt.

I ånden føler jeg mig “japansk”.

Jeg er ikke bange for robotter, med mindre de falder i nogle grimme menneskers hænder selvfølgelig.

“Miraikan” Er et fantastisk museum og et slaraffenland for en robotelsker.

At få en hjelm på med indbyggede briller, og pludselig kigge ud i gennem øjnene på en 20 cm høj robot, man lige havde set i et andet rum, med seks ben og et udseende der mest af alt minder om et eksotisk insekt, man nu med special handsker og knapper skal styre gennem små triumfbuer og forbi klodser der er udlagt som forhindringer, er en mageløst oplevelse.

Eller at møde robotten Asimo der kan svare på spørgsmål fra publikum.

Den lille sprogbarriere, synes underordnet, når der står en “lyslevende” 130 cm robot foran en, som både går, står og taler flydende japansk, så resten af publikum kan forstå det.

Robotten Asimo

I det hele taget er Japan et ganske magisk sted for sådan en som mig, der både elsker historie, svundne tider, spiritualitet, og futuristiske scenarier. Fra Ninjaborge,  The-ceremonier, stenhaver, templer, robotter og fuglefløjtende toiletter der både vasker og blæser dig tør, når du har afsluttet dit forehavende.

“The best of all worlds” i hverfald når man er en turist der hedder Laura Bro.

Åh hvem der blot kunne tidsrejse, langt tilbage i historiens vingesus og fremad mod den uudforskede morgendag.

Nogen gange tænker jeg, det måske er derfor,  jeg er blevet skuespiller.

Der står allerede en del kostumedramaer på cv’et, så nu mangler jeg egentlig bare at få lov at hoppe i en blå trikot og lade anti-tyngdekraften indtræde,  så jeg kan få udfyldt de sidste huller i barndomsdrømmene…

Kryds fingre for mig.

Laura bro rejsende i tid og sted.

Mig der leger Total Recall på Borgerservice i Nyrupsgade

 

Ode til min far eller bare noget om kunst

 

 

The Dead Christ with Angels af Manet (1864) Hænger på Metropolitan Museum of art.

Jeg har fået en ny App. DailyArt hedder den.

Hver dag viser den et nyt maleri og giver en kort baggrundshistorie for billedet. Forleden dag var billedet Manets “Dead Christ with Angels”

Super fedt og stærkt billede, anderledes end hvad jeg ellers har set af Manet, anderledes end så mange andre “kristus” billeder.

Han er enten portrætteret som frelser i stråleglans eller hængende lidende på korset, begge dele har altid virket underligt romantiserende på mig.

På Manets billede sidder han, men det er ikke hans livskraft der holder ham oppe, nej han bliver støttet af en engel med blå vinger.

Titlen siger han er død, men jeg bliver alligevel lidt i tvivl, når jeg ser hans ansigts udtryk.

Hans krop er åben. Hænderne opad. De skjuler ikke noget, og man kan se hullerne fra naglerne i håndfladerne, men hans ansigtsudtryk virker som om, der måske alligevel er et sidste åndedrag i ham.

Øjnene er smalle, måske ser han noget, måske prøver han, at komme i tanke om noget han har glemt, eller er han i virkeligheden lidt overrasket over udgangen på det hele, som én der pludselig opdager han er blevet skudt.

Kom det bag på ham, at Gud ikke reddede ham på et hængende hår?

I højre hjørne ser man en slange der kryber væk. Bibelske slanger. De er sgu ikke til at stole på, og manipulerende af helvede til.

Er det Judas, der er slangen? eller er det menneskene, folkemængden som valgte at redde Barrabas, en morder, fra korset og ikke Jesus, agitatoren?

Eller er det i virkeligheden Gud, som er slangen ? For når alt kommer til alt, var det så ikke Gud, der dolkede ham i ryggen og ofrede ham for vores synder?

Det kan også være Jesus ikke er død, men faktisk er ved at vågne, han skal jo vandre 40 dage på jorden inden han farer til himmels. Måske er de to engle ved at pakke ham ud af ligklædet og de smalle øjne udtrykker i virkeligheden følelsen af ilt, der pludselig strømmer ned i lungerne og ud i blodet.

Jeg er ingen kunstekspert eller teolog.

Nogen vil synes min tolkning eller gisninger er helt forkerte- og andre vil helt sikkert dø over jeg tager fat i et kristus billede, (måske er du allerede holdt op med at læse, det “skide” kristus billede skræmte dig væk) for er religionen ikke bare det der skaber krige og kaos,- NEJ ønsket om kontrol og magt over andre skaber krig og kaos. Det ønske findes også blandt ateister. Desværre.

Jeg har aldrig været bange for religiøs kunst, uanset tro.

Der findes i mytologi og religiøse skrifter store historier som gang på gang blive genbrugt i moderne versioner. Og den vestlige verden er alligevel gennemsyret af århundreders kristen kulturarv, der lister sig ind alle steder.

Jeg er heller ikke bange for at tolke på kunst, selvom jeg ikke har læst kunsthistorie.

Det er jo det der er så fedt ved kunst.

Dets opgave er ikke nødvendigvis at komme med en masse svar, som du kan måle og veje, men derimod at stille en masse spørgsmål, som du kan grunde over.

Det er gennem kunst og kultur at vi møder os selv og hinanden.

Det er der vi opdager og tager stilling til, hvem vi er, og hvad vi kommer af.

Kunsten pirker, prikker eller banker til os på et andet plan.  Nogen gange voldsomt og kontant – andre gange langsomt og subtilt.

Dengang jeg var barn, tog min far os altid på museum, det var som om, han synes kultur var svaret på alt.

Det er forår, solen skinner, lad os køre en tur og gå på udstilling,

Er du ked af det?  Lad os tage ud og se på noget, en Jættehøj, Rungstedlund eller Louisiana.

Da han fortalte os, at min mor og han skulle skilles, begyndte jeg at græde, og han foreslog straks vi tog færgen til Fyn for at se på herregårde.

Jeg tror, min far dengang mente, at kunst og kultur var det bedste sted at begrave sine sorger og det bedste sted at sprede sine glæder.

Jeg har altid synes det var en af min fars smukkeste træk.

Love you Daddy-O

 

min far Christoffer, på Gladsaxe teater.

.

 

 

Forsinket Nekrolog og Noget om Skønhedsidealer

 (mig og Muffe.)

Han hed egentlig “Early Morning”.

Det var i hvert fald, det der stod på hans stamtavle, men hos os og blandt venner blev han bare kaldt Muffe.

Hans pels var så tyk og krøllet, at jeg mere end en gang overvejede, om man kunne spinde garn og lave en ægte muffedisse af hans afklippede hundeuld.

Der var ikke meget “afternoon tea” over Muffe. Han var fræk som en slagterhund. Hvis han kunne komme af sted med det, hoppede han op på bordet og slikkede på alle vingummierne i slikskålen. Så kunne skålen stå og glinse af hundesavl i weekend solen og vente på, at man intetanende nappede én.

Han elskede også at stikke af. Og efter en hæsblæsende løbetur, fandt man ham gerne midt på nabovejen, mens han gøede triumferende af bilerne, som hverken kunne komme frem eller tilbage.

Hans bedste ven hed Venson og var en kommunehårsfarvet kanin.

Venson mindede om en ældre magelig dame, med strikketøj i tasken og nybagt smørkage under armen. Muffe behandlede hende med største ærbødighed og nænsomhed. Når han lagde sig i sin hundekurv, kom Venson gerne hoppende for at ligge i ske. Så lå de der som John Lennon og Yoko Ono, og udgjorde et perfekt yin og yang. Når Muffe og Venson var sammen var der fred på jord.

Muffe lignede egentlig mere en lille sort bjørn end en hund, han blev ikke klippet i fine frisurer med pon pon’er,  og hvad der ellers hører sig til, når man er født som puddelhund. Men hans stamtavle var meget MEGET fin, da han var lille, var han med i en hundekonkurrence, som han vandt, på trods af at han tissede på dommerens sko.

Så fik han en lille sølvfarvet pokal med inskription.

Den stod i et skab.

En gang i mellem tog jeg den frem, for at minde mig selv om at Muffe ikke var Hr hvem som helst, næ han havde potentiale til at blive noget stort.

Desværre skulle samme potentiale spænde ben for et langt og lykkeligt hundeliv. En dag ud af det blå begyndte han at hyle og hyle i ulidelig smerte.

Et røntgenbillede af Muffes bagparti viste, at han stort set ikke havde nogen hofteskåle til at holde lårknoglerne på plads.  Dyrlægen sagde, at det var noget man så nogen gange, når hunde blev fremavlet. En puddelhund f.eks skal være smal over hofterne for at have de helt rigtige proportioner i hundekonkurrencerne.

Hans førlighed kunne reddes ved at plante nogen store søm i hans hofter,  han ville formentlig altid have smerter og ville nok aldrig helt blive den samme Muffe igen.

Min far valgte en anden løsning. Muffe fik noget at sove på og vågnede aldrig igen.

Fra da af var det slut med at dele Muffes hundekiks, når der ikke var andre lækkerier i huset. Slut med at blive overstrintet af tis, når man kom hjem fra skole, fordi han var så glad for at se én og det var slut med at få gennemtygget sine gårdsangersko.

Muffes manglende hofteskåle var mit livs første møde med forkrøblede skønhedsidealer .

Så R.I.P Muffe, – jeg håber du leger bold med Tupac i Edens Have.

Annie Leibowitz berømte foto af John Lenno og Yoko Ono fra 80’erne
Muffe og Venson’s udgave også fra 80’erne

Noget om dagdrømme

Mig der dagdrømmer på mine forældres arbejdsplads

Da jeg var barn, dagdrømte jeg tit. Om hvordan det mon ville være, at være voksen.

Jeg havde alle mulige teorier om mit kommende voksenliv. Jeg nåede både at blive arkitekt, advokat og politikvinde …..at bo i London og New York , have børn og au pair. Røven fuld af penge, tjent på internationale forretninger. En vidunderlig mand, som rejste rundt, og iøvrigt talte et andet sprog, så vores børn var tosprogede. Nogle gange var min mand asiat, det synes jeg var ualmindelig pænt, andre gange var det mig der var asiat. (Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle fikse det, men det er det fede ved dagdrømme. “Not even the sky is the limit” )

Men en ting var sikkert;  jeg ville spise ris, masser af ris, min yndlings spise, ikke en eneste katoffel var i sigte i mit voksen liv. Mit hår var tykt, mørkt og gik mig til hoften, og det klædte mig ualmindelig godt med det løst.

Det lange hår bølgede svagt fra side til side, når jeg gik hen mod Gaten i Kastrup i min skræddersyede spadseredragt:  Jeg ville kun gå i spadseredragter, og høje hæle, aldrig bukser.  Og i øvrigt flashe mine skamløst slanke lår.

Sådan dagdrømte jeg, da jeg var barn og ung teenager, om mit vidunderlige voksenliv.

Nu hvor jeg er blevet voksen, og jeg ikke har en Au pair, røven fuld af penge eller en spadseredragt, så dagdrømmer jeg sådan set stadig om fremtiden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg bo i oldekolle. Jeg vil være i fuldt vigør, spille tennis som Fabricius Bjerre,  danse rumba nytårsaften med en stor cigar i kæften, endelig fri til at skide det hele en hat fuld.

Hvis altså jeg kan gå og stå,- og er i stand til at skide selv.

Da jeg var teenager, var jeg med min skole ude og besøge et plejehjem, der var en ældre dame, der var sengeliggende, over hendes seng hang et portrætbillede af hende som ung.

Hun lignede en filmstjerne fra slutningen af 1930érne.  Marcipan hud og med blikket rettet drømmende opad mod nye horisonter.  Hun så, så eksklusiv ud. Jeg kunne slet ikke forstå, det var den samme kvinde, der nu lå der, som en rynket lille bold, ude af stand til at stå ud af sin seng.

Det gjorde et stort indtryk på mig, og stadig, nu hvor jeg tænker tilbage på det.

For “let’s face it.”

Jeg har intet boldøje og er sindsyg dårlig til tennis, og min nakke, som jeg fra tid til anden døjer med, pga en plint jeg fik i hovedet på min afgangsforestilling, får mig sku nok til at sidde med nakkekrave på, på alderdomshjemmet.

For er der ikke noget med at ens skavanker træder i 10’ende potens når man fylder 77 år?

Hvis jeg ender i den nakkekrave, så vil jeg have et par briller med orange glas i – så lader jeg som om,  jeg er “Grannen”  fra den svenske tv-serie Beck . Mon ikke der er en pensioneret politimand på plejehjemmet, jeg kan invitere på en lille “skarp” ude på altanen.

Og over min seng hænger jeg et billede af mig selv i præstekrave fra Herrens Veje. Og hvis plejepersonalet spørger, så vil jeg fortælle alt om mit liv og karrieren i Den Danske Folkekirke.

For når man bliver gammel fortæller man røverhistorier…ik? Når man bliver gammel kan man da ikke dagdrømme, eller kan man?

Og i så fald om hvad?

Om det næste liv? Om at være et lille barn igen. Eller drømmer man om døden,  at forsvinde i en sort prik, hvor alt er opløst til atomer.  Eller dagdrømmer man om fortiden?  Og hvad hvis man ikke kan slippe sine dagdrømme, fordi dagene flyder sammen.  Er man så fanget der i fortiden?

For mange år siden var jeg på vej til morgenbageren, da jeg mødte et ældre ægtepar.

“Åhhh Gud” udbrød kvinden, da hun så mig og klaskede håndfladerne sammen foran læberne.  “Hvor er det længe siden !”

Hun tog mine hænder.

Jeg blev lidt forvirret, på det tidspunkt var min mormor og morfar de eneste pensionister, jeg kendte.

Jeg skulle lige til at sige, at hun havde taget fejl af mig og en anden,  da mit blik mødte hendes mands. Hans øjne var venlige, men bedende, som om de sagde:  “Jeg beklager min hustru, men det er ikke hendes fejl”

Hun stod og trykkede mine hænder, men min opmærksom var rettet mod hendes mand. Stående et skridt bag sin lille yndige, men demente hustru.

Jeg vendte mit ansigt mod hende og hørte mig selv sige:“ jaaae og hvordan går det med jer, det er vel nok længe siden”

Så fortalte hun om en middag, de havde haft for nylig med nogle af vores fælles bekendte, som jeg sagde, jeg heller ikke havde set længe. Hun spurgte mig hvordan det gik med den “lille”, som jo nok var blevet stor nu. Og jeg svarede : “Jov de vokser jo hurtigt”.

Og jeg havde bare ben, kjole og en sommercardigan på, fordi det var tidligt, og solen ikke helt havde fået magt endnu og hendes mand blev bare ved at se på mig med det mildeste,  mest taknemmelige blik, uden at deltage i samtalen.

Da jeg skulle til at sige farvel, tog hun noget op af lommen, og lagde det i min hånd. Blødt papir.  Hun holdt mit blik fast, kneb øjnene sammen og lænede sig ind, som om hendes mand ikke måtte høre det næste:  “ Du og den “lille” må gerne solde dem op”

Jeg sagde tak. Hendes mand og jeg nikkede til hinanden og vi skiltes.

Der stod jeg på HC Ørstedsvej, en solskins morgen, lige flyttet hjemmefra med en lille snavset serviet i hånden, som jeg åbenbart godt måtte “solde” op og følte mig som en af de lykkeligste mennesker i verden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg have en mand som hendes, der vil gå tur med mig og passe på mig, selvom jeg er væk i dementtågerne.

Og hvis jeg ikke er dement, så vil jeg alligevel have sådan en mand, og så vil vi går rundt sammen og finde på historier og gøre de unge piger lykkelige, fordi de kan se at kærligheden virkelig findes, og den står last og brast.

Jeg føler mig meget heldig at have mødt dem. At have set ind i hendes mands øjne. At have fået lov at bevidne hendes virkelighed.  Og at have bevidnet deres kærlighed.

Nogen gange er verden sgu’ smuk i alt sit forfald.

 

 

 

 

Ingvard Hirdwall som spiller “Grannan” i den svenske tv-serie i Beck
Fra mit liv i Den Danske Folkekirke

 

NOGET OM VENNER

(link til min instagram profil)

Nogen hader den, andre elsker den,  Nytårsaften .

Jeg er så heldig, at jeg gennem små 20-30 år har holdt nytår med nogen af de samme mennesker, mennesker jeg har mødt i gymnasiet og i de første år af mine 20’ere,  jeg ved, hvis det har været et lorteår, så behøver jeg ikke “lade som om” i deres selskab, der er både højt til loftet og plads til at facaden kan krakelere.

Og jeg ved at når det går mig godt, glæder de sig på mine vegne. 

Det er en af de allerstørste priviliger jeg har, denne flok mennesker som jeg føler har kendt mig i evigheder, og som jeg ikke er i familie med, men som udgør en stor del af mit liv og dermed min reference ramme.

Jeg tror alle mennesker gerne vil efterlade et aftryk i verden, vi gør det gennem vores børn, vores arbejde, vores passioner og selvfølgelig også gennem vores venskaber.

Denne gruppe, som ikke er en fuldkommen fast størrelse, måske kan den mere betegnes som en mængde, der udvides og trækker sig sammen, i sin videste form er den ganske ganske stor, men ofte fragmenteres den i mindre selskaber, som feks den nytårsaften jeg er på vej til nu, men altid med en helt bestem DNA som får mig til at føle mig som en del af noget og ikke bare som en ensom satellit ude af kredsløb der vælter rundt på må og få.

Jeg har egentlig altid en følelse af at bære deres aftryk med mig, jeg har kendt dem så længe, at de har været vidner til mine fejltrin og mine triumfer, hos dem kan jeg indrømme, jeg føler mig som en fiasko og hos dem kan jeg få lov at flashe mit storhedsvanvid, hos dem kan jeg bare være…

Og hvis de spørger mig hvordan jeg har det, får de et ærligt svar.

Og så lidt “AFTERMATH”

Jeg var allerede begyndt på det her blogindlæg, da jeg tog til nytårsfest igår,  og da min bordherre senere rejste sig og holdt tale, berørte han netop dette punkt; følelsen af at høre til i denne gruppe, oplevelsen af at var en del af noget, at føle sig hjemme, først tænkte jeg, shit der røg mit første blog indlæg, nu tror alle tilstede værende bare at jeg har hugget Jeppes tale, men ved nærmere eftertanke var det jo smukt,- det jeg følte om denne gruppe, følte han også, følte vi alle.

Så skål.

Skål til jer alle, skål for et nyt år, skål for venskaber, skål for at kunne være sig selv, skål for at have et frirum om det er stort eller småt, om det er i en gruppe eller med et enkelt menneske, men et frirum hvor vi kan lade masken falde og bare være.

Og velkommen, velkommen til et nyt år, med nye eventyr og nye udfordringer, med og uden masker, og i særdeleshed velkommen til mit nytårsfortsæt at prøve at blogge………..