Noget om mod

I december måned havde jeg købt en sort palliet blazer. Jeg planlage straks at den skulle være omdrejningspunktet om mit nytårsoutfit, men da jeg tog den på lidt før jeg skulle gå, opdagede jeg at alarmen stadig sad på.

Tøjkrise!

En anden sort blazer var heldigvis nyrenset – den var pæn dog uden festlige nytårs palietter. Da den var accepteret og godkendt af spejlet,  begyndte jeg at lede efter bonnen, jeg endevendte skuffer og tasker… Der var bonner på alt fra hakket oksekød til playmobil, men ingen paliet-blazer bon. Jeg satte mig ned og prøvede at koncentrere mig om hvad der var sket med den bon, jeg fik et kornet billede af en ekspedient der lagde den ned i posen, og et andet diffust billede af posen fyldt op med gamle aviser og blade i anledning af juleoprydningen.

Den bon var long gone.

ÆV.

Da jeg efter nytår skulle ned i butikken, bad jeg min mor tage med som back up,  ikke så meget til min konfrontation ved disken, jov også det, men mere som wingman hvis alarmen begyndte at bippe, når jeg gik ind.

Jeg kunne sket ikke overskue tanken om at hvis den bippede, ville alle tro jeg havde stjålet palietterne.

Og ganske rigtig der blev bibbet løs, da vi gik ind, jeg mærkede skammens tunge tæppe svøbe mig, mens vi styrede hen i mod kassen. Hvorfor bibbede den skide alarm nu, men ikke da jeg forlod butikken?

Eller måske bibbede den også der, måske hørte vi det bare ikke,  fordi det ikke var en lyd, vi troede tilhørte os, eller også var jeg for optaget af, hvad jeg skulle have på sammen med palietterne til at høre alarm-bibbene. Eller måske var det bare fordi butikken var juleproppet med mennesker, der summede i ekkoet fra kasseapparaternes evindelige ka-tjeing lyd. Jeg ved det ikke.

Lige så høj i hatten jeg var, da jeg købte paliet-blazeren, ligeså ynkelig en figur gjorde jeg nu ved disken – jeg havde taget en printet kvittering fra min netbank med, så de kunne se pengene var trukket fra min konto, men jeg følte det var en sølle substitut for en ægte bon, den stivede overhovedet ikke min selvtillid af og jeg mærkede panikken rumstere i mig. Det var med en næsten tourettes-agtig trang, jeg følte mig nødsaget til at italesætte elefanten i rummet .

De to søde piger bag disken blev tydeligt ilde berørt ved min klare insisteren på at gentage ordene “tyv” og “stjålet” så mange gange i træk at de febrilsk fjernede alarmen, puttede pallietterne ned i en pose og beklagede at jeg ikke kunne have blazeren på nytårsaften.

Deres gestus returnerede jeg straks ved at takke for deres forståelse, samtidig med jeg lavede en “Namaste hilsen”.

Hvis du ikke dyrker yoga eller har rejst i østen, kan jeg fortælle at  “Namaste” betyder “jeg bøjer mig for dig” og er en hilsen man siger samtidig med man sætter håndfladerne mod hianden foran brystet, mens man kigger de andre tilstedeværende i øjnene og laver et lille nik, eller buk. Hvis man rigtig giver den gas, nikker man flere gange og bukker ydmygt samtidigt.

Jeg gav den gas.

Alt i mens jeg bakkede ud med min forbløffede mor ved min side, jeg fik mumlet at hvis hun havde forbindelser til et rumskib, var det nu et perfekt tidspunkt at bede Scotty om at beame os op.

Vi forlod butikken.

og jeg følte jeg mig som den største luskebuks, der kunne gå på to ben.

– absurd-

Jeg har selv stået i butik i tidernes morgen, og jeg husker vi fik stjålet en del, og nogen gange var dem, der stjal ganske ublu, når de førte ubetalte varer ud af vores butik, og på en eller anden måde følte jeg mig pludselig som dem, bortset fra jeg egentlig ikke tror de skammede sig synderligt.

Men jeg,  jeg skammede mig,  og jeg skammede mig i særdeleshed over, hvor dårlig jeg havde været til at bevare roen og værdigheden.

Jeg har venner og veninder der ville have klaret det langt bedre- uden tvivl! De ville have bevaret det kølige overblik, og roligt fortalt hvad der var hænt, men ikke jeg, jeg panikkede helt aldeles og totalt.

Det er mig en stor gåde, hvor nemt jeg kan stille mig op foran 6-700 mennesker og tale, eller påtage mig alle mulige roller, som politimand, hofdame, apoteker, italiensk forførerske og hvad jeg ellers har spillet igennem årene, men når det kommer til det virkelig liv- så læner jeg mig nogen gange mere op af Frank Hvams karakter i klovn end af min egen seneste rolle som Biskoppen Monica i Herrens Veje.

Og palietterne? Ja de har nu fået deres debut som hverdagsjakke, hvem siger hverdagen skal være palllietfri?

Billeder: doktorobot

Blazer:   https://www.zara.com/dk/

Sweatshirt: Peter Jensen https://peterjensen.co.uk/collections/shop-women

Øreringe: Zarah Voight  fra http://www.zarahvoigt.com

NOGET OM VENNER

(link til min instagram profil)

Nogen hader den, andre elsker den,  Nytårsaften .

Jeg er så heldig, at jeg gennem små 20-30 år har holdt nytår med nogen af de samme mennesker, mennesker jeg har mødt i gymnasiet og i de første år af mine 20’ere,  jeg ved, hvis det har været et lorteår, så behøver jeg ikke “lade som om” i deres selskab, der er både højt til loftet og plads til at facaden kan krakelere.

Og jeg ved at når det går mig godt, glæder de sig på mine vegne. 

Det er en af de allerstørste priviliger jeg har, denne flok mennesker som jeg føler har kendt mig i evigheder, og som jeg ikke er i familie med, men som udgør en stor del af mit liv og dermed min reference ramme.

Jeg tror alle mennesker gerne vil efterlade et aftryk i verden, vi gør det gennem vores børn, vores arbejde, vores passioner og selvfølgelig også gennem vores venskaber.

Denne gruppe, som ikke er en fuldkommen fast størrelse, måske kan den mere betegnes som en mængde, der udvides og trækker sig sammen, i sin videste form er den ganske ganske stor, men ofte fragmenteres den i mindre selskaber, som feks den nytårsaften jeg er på vej til nu, men altid med en helt bestem DNA som får mig til at føle mig som en del af noget og ikke bare som en ensom satellit ude af kredsløb der vælter rundt på må og få.

Jeg har egentlig altid en følelse af at bære deres aftryk med mig, jeg har kendt dem så længe, at de har været vidner til mine fejltrin og mine triumfer, hos dem kan jeg indrømme, jeg føler mig som en fiasko og hos dem kan jeg få lov at flashe mit storhedsvanvid, hos dem kan jeg bare være…

Og hvis de spørger mig hvordan jeg har det, får de et ærligt svar.

Og så lidt “AFTERMATH”

Jeg var allerede begyndt på det her blogindlæg, da jeg tog til nytårsfest igår,  og da min bordherre senere rejste sig og holdt tale, berørte han netop dette punkt; følelsen af at høre til i denne gruppe, oplevelsen af at var en del af noget, at føle sig hjemme, først tænkte jeg, shit der røg mit første blog indlæg, nu tror alle tilstede værende bare at jeg har hugget Jeppes tale, men ved nærmere eftertanke var det jo smukt,- det jeg følte om denne gruppe, følte han også, følte vi alle.

Så skål.

Skål til jer alle, skål for et nyt år, skål for venskaber, skål for at kunne være sig selv, skål for at have et frirum om det er stort eller småt, om det er i en gruppe eller med et enkelt menneske, men et frirum hvor vi kan lade masken falde og bare være.

Og velkommen, velkommen til et nyt år, med nye eventyr og nye udfordringer, med og uden masker, og i særdeleshed velkommen til mit nytårsfortsæt at prøve at blogge………..