Forsinket Nekrolog og Noget om Skønhedsidealer

 (mig og Muffe.)

Han hed egentlig “Early Morning”.

Det var i hvert fald, det der stod på hans stamtavle, men hos os og blandt venner blev han bare kaldt Muffe.

Hans pels var så tyk og krøllet, at jeg mere end en gang overvejede, om man kunne spinde garn og lave en ægte muffedisse af hans afklippede hundeuld.

Der var ikke meget “afternoon tea” over Muffe. Han var fræk som en slagterhund. Hvis han kunne komme af sted med det, hoppede han op på bordet og slikkede på alle vingummierne i slikskålen. Så kunne skålen stå og glinse af hundesavl i weekend solen og vente på, at man intetanende nappede én.

Han elskede også at stikke af. Og efter en hæsblæsende løbetur, fandt man ham gerne midt på nabovejen, mens han gøede triumferende af bilerne, som hverken kunne komme frem eller tilbage.

Hans bedste ven hed Venson og var en kommunehårsfarvet kanin.

Venson mindede om en ældre magelig dame, med strikketøj i tasken og nybagt smørkage under armen. Muffe behandlede hende med største ærbødighed og nænsomhed. Når han lagde sig i sin hundekurv, kom Venson gerne hoppende for at ligge i ske. Så lå de der som John Lennon og Yoko Ono, og udgjorde et perfekt yin og yang. Når Muffe og Venson var sammen var der fred på jord.

Muffe lignede egentlig mere en lille sort bjørn end en hund, han blev ikke klippet i fine frisurer med pon pon’er,  og hvad der ellers hører sig til, når man er født som puddelhund. Men hans stamtavle var meget MEGET fin, da han var lille, var han med i en hundekonkurrence, som han vandt, på trods af at han tissede på dommerens sko.

Så fik han en lille sølvfarvet pokal med inskription.

Den stod i et skab.

En gang i mellem tog jeg den frem, for at minde mig selv om at Muffe ikke var Hr hvem som helst, næ han havde potentiale til at blive noget stort.

Desværre skulle samme potentiale spænde ben for et langt og lykkeligt hundeliv. En dag ud af det blå begyndte han at hyle og hyle i ulidelig smerte.

Et røntgenbillede af Muffes bagparti viste, at han stort set ikke havde nogen hofteskåle til at holde lårknoglerne på plads.  Dyrlægen sagde, at det var noget man så nogen gange, når hunde blev fremavlet. En puddelhund f.eks skal være smal over hofterne for at have de helt rigtige proportioner i hundekonkurrencerne.

Hans førlighed kunne reddes ved at plante nogen store søm i hans hofter,  han ville formentlig altid have smerter og ville nok aldrig helt blive den samme Muffe igen.

Min far valgte en anden løsning. Muffe fik noget at sove på og vågnede aldrig igen.

Fra da af var det slut med at dele Muffes hundekiks, når der ikke var andre lækkerier i huset. Slut med at blive overstrintet af tis, når man kom hjem fra skole, fordi han var så glad for at se én og det var slut med at få gennemtygget sine gårdsangersko.

Muffes manglende hofteskåle var mit livs første møde med forkrøblede skønhedsidealer .

Så R.I.P Muffe, – jeg håber du leger bold med Tupac i Edens Have.

Annie Leibowitz berømte foto af John Lenno og Yoko Ono fra 80’erne
Muffe og Venson’s udgave også fra 80’erne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.