Noget om dagdrømme

Mig der dagdrømmer på mine forældres arbejdsplads

Da jeg var barn, dagdrømte jeg tit. Om hvordan det mon ville være, at være voksen.

Jeg havde alle mulige teorier om mit kommende voksenliv. Jeg nåede både at blive arkitekt, advokat og politikvinde …..at bo i London og New York , have børn og au pair. Røven fuld af penge, tjent på internationale forretninger. En vidunderlig mand, som rejste rundt, og iøvrigt talte et andet sprog, så vores børn var tosprogede. Nogle gange var min mand asiat, det synes jeg var ualmindelig pænt, andre gange var det mig der var asiat. (Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle fikse det, men det er det fede ved dagdrømme. “Not even the sky is the limit” )

Men en ting var sikkert;  jeg ville spise ris, masser af ris, min yndlings spise, ikke en eneste katoffel var i sigte i mit voksen liv. Mit hår var tykt, mørkt og gik mig til hoften, og det klædte mig ualmindelig godt med det løst.

Det lange hår bølgede svagt fra side til side, når jeg gik hen mod Gaten i Kastrup i min skræddersyede spadseredragt:  Jeg ville kun gå i spadseredragter, og høje hæle, aldrig bukser.  Og i øvrigt flashe mine skamløst slanke lår.

Sådan dagdrømte jeg, da jeg var barn og ung teenager, om mit vidunderlige voksenliv.

Nu hvor jeg er blevet voksen, og jeg ikke har en Au pair, røven fuld af penge eller en spadseredragt, så dagdrømmer jeg sådan set stadig om fremtiden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg bo i oldekolle. Jeg vil være i fuldt vigør, spille tennis som Fabricius Bjerre,  danse rumba nytårsaften med en stor cigar i kæften, endelig fri til at skide det hele en hat fuld.

Hvis altså jeg kan gå og stå,- og er i stand til at skide selv.

Da jeg var teenager, var jeg med min skole ude og besøge et plejehjem, der var en ældre dame, der var sengeliggende, over hendes seng hang et portrætbillede af hende som ung.

Hun lignede en filmstjerne fra slutningen af 1930érne.  Marcipan hud og med blikket rettet drømmende opad mod nye horisonter.  Hun så, så eksklusiv ud. Jeg kunne slet ikke forstå, det var den samme kvinde, der nu lå der, som en rynket lille bold, ude af stand til at stå ud af sin seng.

Det gjorde et stort indtryk på mig, og stadig, nu hvor jeg tænker tilbage på det.

For “let’s face it.”

Jeg har intet boldøje og er sindsyg dårlig til tennis, og min nakke, som jeg fra tid til anden døjer med, pga en plint jeg fik i hovedet på min afgangsforestilling, får mig sku nok til at sidde med nakkekrave på, på alderdomshjemmet.

For er der ikke noget med at ens skavanker træder i 10’ende potens når man fylder 77 år?

Hvis jeg ender i den nakkekrave, så vil jeg have et par briller med orange glas i – så lader jeg som om,  jeg er “Grannen”  fra den svenske tv-serie Beck . Mon ikke der er en pensioneret politimand på plejehjemmet, jeg kan invitere på en lille “skarp” ude på altanen.

Og over min seng hænger jeg et billede af mig selv i præstekrave fra Herrens Veje. Og hvis plejepersonalet spørger, så vil jeg fortælle alt om mit liv og karrieren i Den Danske Folkekirke.

For når man bliver gammel fortæller man røverhistorier…ik? Når man bliver gammel kan man da ikke dagdrømme, eller kan man?

Og i så fald om hvad?

Om det næste liv? Om at være et lille barn igen. Eller drømmer man om døden,  at forsvinde i en sort prik, hvor alt er opløst til atomer.  Eller dagdrømmer man om fortiden?  Og hvad hvis man ikke kan slippe sine dagdrømme, fordi dagene flyder sammen.  Er man så fanget der i fortiden?

For mange år siden var jeg på vej til morgenbageren, da jeg mødte et ældre ægtepar.

“Åhhh Gud” udbrød kvinden, da hun så mig og klaskede håndfladerne sammen foran læberne.  “Hvor er det længe siden !”

Hun tog mine hænder.

Jeg blev lidt forvirret, på det tidspunkt var min mormor og morfar de eneste pensionister, jeg kendte.

Jeg skulle lige til at sige, at hun havde taget fejl af mig og en anden,  da mit blik mødte hendes mands. Hans øjne var venlige, men bedende, som om de sagde:  “Jeg beklager min hustru, men det er ikke hendes fejl”

Hun stod og trykkede mine hænder, men min opmærksom var rettet mod hendes mand. Stående et skridt bag sin lille yndige, men demente hustru.

Jeg vendte mit ansigt mod hende og hørte mig selv sige:“ jaaae og hvordan går det med jer, det er vel nok længe siden”

Så fortalte hun om en middag, de havde haft for nylig med nogle af vores fælles bekendte, som jeg sagde, jeg heller ikke havde set længe. Hun spurgte mig hvordan det gik med den “lille”, som jo nok var blevet stor nu. Og jeg svarede : “Jov de vokser jo hurtigt”.

Og jeg havde bare ben, kjole og en sommercardigan på, fordi det var tidligt, og solen ikke helt havde fået magt endnu og hendes mand blev bare ved at se på mig med det mildeste,  mest taknemmelige blik, uden at deltage i samtalen.

Da jeg skulle til at sige farvel, tog hun noget op af lommen, og lagde det i min hånd. Blødt papir.  Hun holdt mit blik fast, kneb øjnene sammen og lænede sig ind, som om hendes mand ikke måtte høre det næste:  “ Du og den “lille” må gerne solde dem op”

Jeg sagde tak. Hendes mand og jeg nikkede til hinanden og vi skiltes.

Der stod jeg på HC Ørstedsvej, en solskins morgen, lige flyttet hjemmefra med en lille snavset serviet i hånden, som jeg åbenbart godt måtte “solde” op og følte mig som en af de lykkeligste mennesker i verden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg have en mand som hendes, der vil gå tur med mig og passe på mig, selvom jeg er væk i dementtågerne.

Og hvis jeg ikke er dement, så vil jeg alligevel have sådan en mand, og så vil vi går rundt sammen og finde på historier og gøre de unge piger lykkelige, fordi de kan se at kærligheden virkelig findes, og den står last og brast.

Jeg føler mig meget heldig at have mødt dem. At have set ind i hendes mands øjne. At have fået lov at bevidne hendes virkelighed.  Og at have bevidnet deres kærlighed.

Nogen gange er verden sgu’ smuk i alt sit forfald.

 

 

 

 

Ingvard Hirdwall som spiller “Grannan” i den svenske tv-serie i Beck
Fra mit liv i Den Danske Folkekirke

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.