Noget om forbilleder

 

Olivia Newton John som Sandy

 

Olivia Newton-John som Sandy var mit første forbillede.

Specielt “Makeover” Sandy som vi ser her, var jeg fascineret af.

Min veninde fra børnehaven havde været i USA om sommeren og set Grease. Så da den kom op i Danmark, var jeg allerede fan på forhånd og plagede mine forældre til ulidelighed indtil de lod mig se den i biffen.

Jeg var 5 1/2.

Bagefter mente jeg, det var oplagt, at jeg fik huller i ørene til hoops, permanentet hår og sorte satinbukser.

Mine forældre satte foden ned. Det blev et stor rungende NEJ.

Sisse Reingaard med sort paryk i Soldat Hummel

Den næste stjerne på min private idolhimmel var Sisse Reingaard.

Jeg gik stadig i børnehave, men  jeg havde set hende i Soldat Hummel på Glasaxe Teater, hvor min far var chef. Jeg kunne hele hendes rolle udenad, og spillede alle scenerne for mig selv oppe i sommerhuset, i stykket havde hun langt sort hår. Jeg synes hun var noget af det smukkeste, jeg nogen sinde havde set.

Ilse Rande og Søren Sætter-lassen i En stor familie

Efter Olivia og Sisse kom Ilse Randes karakter Frk Laursen i Tv-serien “En stor familie”. Jeg var nu 10 år og lånte min fars skrivemaskine, for at udfærdige en huskeseddel til mig selv, når jeg blev voksen.

På den kategoriserede jeg mit fremtidige voksen klædeskab.  Min fremtidige tøjstil skulle gerne lægge sig helt op ad Frk Laursens, og som 10 årig mente jeg ikke, det var et sekund for tidligt, at planlægge en lige så ulastelig stil som hendes.

Ideen om tøj og stil som en vigtig faktor blev bakket op, da jeg opdagede Audrey Hepburn, som på international vis personificerede stil, synes jeg.

Jeg fandt senere ud af jeg ikke var ene om den konklusion.

Audrey Hepburn i “Prinsessen holder fridag” aka “Roman Holliday”

Vi havde “Prinsessen holder fridag” og “My fair Lady”  på VHS – Da jeg lå syg i 14 dage, så jeg begge film hver dag i de to uger. Da jeg endelig blev rask, følte jeg Audrey Hepburn var flyttet ind og kiggede ud af mine øjne.

OLD HOLLYWOOD

Som 13 årig blev jeg grebet af Old Hollywood og jeg pløjede mig igennem alt fra 30’erne og 40’erne lige fra melodramaer over Film Noir til Screwball komedierne.

Jeg elskede Vivien Leighs styrke, mod og fanden-i-voldske Scarlett  i Gone with the Wind og ikke sjælendt var jeg selv Scarlett i mine teenage dagdrømme.
Som mange før mig, blev jeg” hår struck” da jeg så Veronica Lake I “The Glasskey” – den frisure har jeg godt nok lavet mange gange….
Jeg var vild med Kathrine Hepburns rappe replikker, og intelligens- så snart jeg kunne læse noget på engelsk stavede jeg mig gennem hendes hendes bog: “The making of the African Queen or how I went to africa and almost lost my mind”.    

Bette Davies lignede lidt ungdomsbilleder, jeg havde set af min mormor, synes jeg, undtagen når hun spillede Elizabeth d 1, jeg synes, det var frygtindgydende, som den dame kunne forvandle sig.

Bette Davies som Elizabeth d. I  i “the private lives of Elizabeth and Essex. Her ligner hun IKKE min mormor.
Og selvfølgelig Ingrid Bergman, jeg synes det var magisk, at hun var svensk og dermed næsten dansk, og dermed næsten opnåelig, og så spillede hun sammen med mine to yndlings mandlige skuespillere, Humphrey Bogart og mit store crush Cary Grant. Her er hun  i filmen Notorious.

Min fascination af Old Hollywood holder den dag i dag.

The Golden age of Hollywood har et specielt blødt punkt i mit hjerte.

Da jeg mange år senere fik chancen for at komme til casting på filmen Rene Hjerter, gav mit hjerte et hop og ambitionen om at få rollen var skyhøj. At spille Linda er det nærmeste, jeg indtil videre har kunne komme til at få opfyldt en af mine barndoms drømme, at være med i en gammel holywood film med tøj og hår og hele svineriet.

Anders Mathessen og jeg i Rene hjerter

Hollywood The Golden Age, fik dog snart skarp konkurrence af Briterne, jeg blev som 13 årig betaget af E. M Forster og Jane Austens univers og overvejede i flere år, hvordan det skulle lykkes mig at blive Brite, når nu jeg var født Dansker.

Min idolhimmel i teenageårene og 20’erne var kæmpestor.

Skønne damer, og for den sags skyld herrer lyste klart og fejlfrit deroppe i gudernes luftlag.

Lige indtil jeg på mit 3 år på teaterskolen havde Ole Lemmeke på mit filmskolekursus, og han på en måde satte en stopper for min rene idoldyrkelse.

En dag hvor mit hold diskuterede, hvem vi var fan af, spurgte vi også Ole hvem hans forbilleder var, i stedet for at nævne nogle navne sagde han blot:

“Jeg har valgt altid at prøve at se folk i øjenhøjde. Hvis du sætter dem op på en piedestal, vil du opdage, der nogen gange er meget langt ned , når de falder”.

Med andre ord, du gør hverken dem eller dig selv en tjeneste ved at putte dem op på en piedestal.

Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, (bla fordi jeg også var fan af Ole på det tidspunkt) og selv om jeg selvfølgelig stadig bliver begejstret og inspireret, og der er masser af kunstnere inde for alle mulige felter, jeg beundrer, så tænker jeg ofte på Oles ord, når jeg lader mig rive med.

Der er en stor sandhed i dem.

Måske endnu mere i dag, hvor vi alle, inklusiv undertegnet, mere eller mindre “styler” vores billeder og liv udadtil med filtre, beskæringer og lækre vinkler, inden vi lægger dem op til offentlig beskuelse på diverse medier.

Aldrig har der været så mange stjerner på idolhimlen.

Det er næsten som om, det at komme op på en piedestal, er blevet et mål i sig selv.

Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne stå deroppe.

Hvor luften er lidt renere, sigtbarheden lidt bedre, og man næsten kan smage kaviaren og champagneboblerne, det er dog bare fandens, der er så langt ned, og så lidt plads til at åbne den øverste knap i sine bukser, efter man har spist.

Så husk øjenhøjden – God Påske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.