Noget om børn og håb.

Meget passende står jeg her ved et toilet….

I september 2012 var min bror og jeg i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp.

I oktober blev jeg gravid.

I december kom kvalmen.

Den var altoverskyggende.

Med kvalmen huserede i kroppen, styrtede jeg ind i baggårde som en kvabset fordrukken dame der havde fået lidt for meget julesnaps.

I den periode af mit liv omfavnede jeg flere offentlige toiletter, end jeg har lyst til at tænke på.

I januar gik jeg til prøve på forestillingen “Nero” om dagen og spillede “Bliktrommen” om aftenen.

Jeg priste mig lykkelig for at have verdens bedste kollegaer.

Om dagen hjalp de mig gennem dagens improvisationer rullende rundt på gulvet på Aveny-T.

Og om aftenen stillede de op for mig og passede på mig, når vi spillede forestilling på Betty Nansen.

Forestillingen var en tour de force.

Hver gang jeg ikke var på scenen havde jeg en lyn omklædning.  Fra tysk soldat, til vaton-tung bagerdame til erotisk kåd pige. Jeg sad ikke stille.

Jeg løb, rullede og klatrede både på scenen og bag kulisserne.  At spille Bliktrommen var som at køre en to-timers interval træning i finesscentret.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom fra A-B i den periode.

Jo med hjælp.

Jeg spiste hos min mor. jeg havde fri mellem 16-19 hver dag, men jeg havde ikke tid og “mave” til at købe ind og lave mad.

Alle supermarkeder lugtede af råt kød i mine kvalmetilstand og alle køleskabe af hengemte citroner

Graviditets kvalme er ikke et vestligt fænomen.

Til gengæld er det helt almindeligt kun at få ét måltid mad om dagen i den afrikanske stat Malawi.

Men naturen er forunderlig, og der kommer kommer stadig babyer til verden på trods af kvalme, opkaste og mangel på mad.

Også i Malawi.

I juli 2013 kom min Henry til verden efter 1 1/2 døgns fødsel, som endte i et akut kejsersnit.

Han lå forkert.

Henry under 1 time gammel.

Bagefter tænkte jeg meget på, at det kunne være endt anderledes, hvis jeg havde levet i gamle dage.

Eller hvis fødslen var foregået i Malawi…

Der kan være mange kilometer til en fødeklinik i Malawi – ikkke destomindre går de højgravide Malawiske kvinder gerne den lange tur, fordi de, ligesom jeg, gerne vil føde et trygt sted.

Jeg er så taknemmelig for dem, der hjalp mig med at få Henry til verden, og jeg er taknemmelig for alle, der har bidraget og doneret til at få den fødeklinik i Malawi opført, som vi besøgte på vores rejse i 2012.

At føde er en naturlig ting.

Det er døden også.

Henry er mit lille mirakel.

Det er så fantastisk at følge hans udvikling og høre hans tanker om den verden han er i gang med at udforske.

At se ham knytte bånd og udfolde sig. Nysgerrig, lattermild, stædig og fantasifuld, som han er. Jeg tænker tit på hans fremtid og håber selvfølgelig det bedste.

Det gør han også selv.

Når han bliver voksen, håber han på at blive dyrepasser og danse breakdance.

Han er også i fuldgang gang med at planlægge sin 5 års fødselsdag,  selvom der 4 måneder til. Der skal løbes katoffelløb og han håber, jeg laver 5 fødselsdagskager til ham.  Én for hvert år. Alle skal iøvrigt med.

På søndag samler Folkekirkens Nødhjælp ind,

Temaet er håb.

Håb om basale rettigheder, rettigheder vi her i Danmark ofte tager for givet. .

Håb om at kunne forsørge sig selv og sin familie.

Håb om bedre levevilkår gennem uddannelse.

Håb om overlevelse ved naturkatastrofer.

Håb om at kunne gå hvor man vil uden at støde på en landmine.

Håb om at kunne føde sine børn et trygt sted.

Alle de én kroner, femmere og tiere, og som vi kalder småpenge er med til at give håb til tusindvis af fædre, mødre og ikke mindst børn.

Der gik kun 10 måneder fra jeg besøgte fødeklinikken i Malawi, til jeg selv sad med min dreng i armene. Og Gertruds Steins berømte sætning poppede op i mit hoved: “En rose er en rose er en rose”.

Man kunne også sige: “Et barn er et barn er et barn” om det bor i en landsby i Malawi eller her hos mig på anden til venstre.

Jeg håber, I vil tage godt I mod Folkekirkens Nødshælps indsamlerne, når de ringer på jeres dør på søndag. Ingen mønt er for lille.

Du kan se nogen af Folkekirkens Nødhjælp projekter her

 

Du kan også støtte Folkekirkens Nødhjælp her:

https://www.noedhjaelp.dk/stoet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.