Noget om at rejse. Del 1.

Lige fyldt 16 og på Tour de Europa

Første gang jeg var ude at rejse, var jeg 4 år.

Vi var i Rom. Det var før min forældre blev skilt.

Jeg husker mest glimt fra rejsen.

Smagen af pistacie og eksotiske spagettier, der slet ikke hed spagetti’er.

Selvlysende neon-armbånd man kunne have på i mørket på små “Piazza´er” fyldt med børn, leben og restauranter.

Et springvand man kunne smide en mønt i, og som magisk ville føre én tilbage til Rom, før man døde.

Udsmidning af Peters Kirken pga af min fars shorts.

Min far har fået os smidt ud af flere kirker og seværdigheder. Han er nysgerrig af natur, og har det med lige at skulle kigge steder, hvor der er et forbudt skilt, som regel i en krypte, men denne gang var det altså shortsene der gjorde udslaget.

Klarest i min erindring fra Rom står min 5 årige brors forsvinden i Pompei.

Den efterfølgende panik hos min forældre, som de prøvede at skjule, men som jeg opsnappede alligevel. Følelsen af at stå ansigt til ansigt med en katastrofe, jeg ikke helt kunne begribe, et sort hul i maven, der sugede alt energi ind ad.

Lettelse da han endelig blev fundet i god behold med en masse italienske damer rundt om sig.  Og efterdønningerne der på mystisk vis blev ved at påvirke mig. Da vi kom tilbage til Rom samme aften, var det kun min far der tog med ud og spise aftensmad. Min mor blev tilbage på hotelværelset. “Syg” sagde min far .

I mange år så jeg min brors forsvinden og særlig min mors fravær af den efterfølgende aftensmad som et varsel på at noget katastrofalt var på vej. En slags forvarsel på deres skilsmisse.

Nu hvor jeg selv er mor til en 4 årig, ved jeg, at da min bror blev fundet, krævede det sorte sug i maven,  hun havde prøvet at holde i skak, afregning ved kasse et. Så mens vi sad og spiste på restaurant, kastede hun op i kaskader på hotellets badeværelse.

Åhh den evige angst man som forældre lever med, efter man har fået børn.

Det er som om, den store Boogieman altid er til stede i en afkrog af ens sjæl. Jovist man glemmer ham momentvis, men fra det øjeblik man har taget det lille ny vidunder med hjem fra hospitalet, følger han med som en blind passager, der med mellemrum hvisker grusomheder til ens underbevidsthed.

Senere, gik turen til Israel med min far, hvor selv samme bror fik blindtarmsbetændelse og blev indlagt på hospitalet, en meget dramatisk og uskøn oplevelse.

Helt sikkert en røverhistorie der kunne fylde et helt blogindlæg i sig selv, men det er vist mere min brors historie end min, så jeg vil undlade dens absurde detaljer her.

På hospitalet lå han i hverfald og min far sad ved hans side i en stol dag og nat, han var jo kun en lille dreng, og talte hverken engelsk, hebraisk eller arabisk.

Min ældste bror og jeg var derfor overladt til guiden og venlige mennesker på hotellet.

En eftermiddag da jeg var i poolen, faldt jeg ud af min badering i et øjebliks uopmærksomhed, heldigvis blev jeg reddet op, efter hvad der føltes som oceaner af tid, hvor jeg kæmpede rundt under vandet.

Jeg kan huske, jeg prøvede at komme op til overfladen, med jeg kunne ikke finde ud af i hvilken retning overfladen var.

Da jeg blev reddet op, kastede jeg en mængde vand op,  jeg havde slugt.

Jeg var rystet, men okay.

Jeg har dog siden været loren ved vand.  Jeg dypper mig gerne i det, hvis vejret er varmt, men der er gået mange danske somre, hvor jeg ikke har været i.

En af de mest grænseoverskridende ting jeg har skulle gøre som skuespiller, var da jeg hoppede ud fra en båd iført 1905 kostume i den norske Tv-serie Harry og Charles, det var med langt tungt skørt og snøresko, der var selvfølgelig en professionel dykker under vandet  ” just in case”, men min indre panik var monumental.

Tøjets tyngde der sugede mig ned, og gjorde det svært at komme op, og ramte klokkeklart ned i en følelse af ikke at kunne få vejret i et badebassin i Israel for 100 år og 1 dag siden.

Da jeg bagefter stod i en campingvogn under den lunkne bruser efter endt optagelse, hulkede jeg som en 5-årig med fletningerne i postkassen.

Kun en tåbe frygter ikke havet, poolen og en vandpyt hvis du er så uheldig at besvime med hovedet liggende i en.

Jeg elskede at lave den norske Tv-serie Harry og Charles, lige med undtagelse af hovespringet ud i det iskolde vand fuldt påklædt.

Min far har lært mig at sætte pris på et lands historik.

I Danmark hørte vi om Harald Blåtand, Palantoke og Jomsvikingerne.

Da han tog os med til Grækenland, genfortalte han Odyssén for os som forberedelse til rejsen, ligesom vi gennemgik både det gamle og det nye testamente inden turen til Israel.

På den måde levendegjorde han ruinerne.

Han er en fantastisk fortæller, min far.

Når vi stod i 40 graders varme og var ved at dø af hedeslag, formåede han alligevel at fremmale Sokrates, stående på nogle klipper lige inde man når op på Akropolis, argumenterende for sin frihed i form af sin berømte forsvarstale.

Han fremmalede hvordan Athene blev født springende ud af sin fars pandeskald.

Athene er visdommens Gudinde. Og byen Athens beskytter.

Hun er iklædt hjelm og spyd. Nogen kalder hende krigsgudinde,  i min optik en lidt forsimplet titel.

Hun er født af Zeus Hjerneskal. Hun er personinficeringen af klogskab og visdom og derfor en naturlig strateg.

Det er Athenes gunst og råd man ønsker i krigstid når slaget står for døren.

Jeg kalder hende Visdommens og Strategernes Gudinde.

Da jeg var barn, så jeg hemmeligt op til Athene.

Hun var Badass og selv om jeg var en “lyserød” pige, der helst kun gik i kjole,  har jeg lært af min far og Athene – at bruge min hjerne og stå på min ret. Tak for det.

Athenes fødsel… sprunget fra sin far Zeus pande – Der sidder hun, lille bitte men allerede fuldt påklædt på hans hoved.

 

Senere tog jeg selv ud at rejse, første gang i `89.

Det var før mobiler og computere.

Min venner og jeg købte et åbent togpas til Europa, det havde en løbetid på 30 dage.

Også kaldet Interrail  (hvis nogen ikke skulle kende til conceptet. )

Det var den populæreste rejseform for unge under 26 i slut 80’erne og starten af 90’erne.

Jeg ved ikke hvordan vores forældres nervesystem klarede de 30 dage, vi var væk uden nævneværdige livstegn.

De hørte først fra os efter 25 dage, vi ringede collect-call til en af mine kammeraters mødre, og meddelte vi ville være hjemme på tirsdag, og gad hun sige det videre til de andre forældre.

Selvom vi havde sagt hvilke lande,  vi ville besøge, så nåede vi et par “detours”.

Frankrig stod f.eks ikke på vores rejseplan, alligevel opholdt vi os i Paris i adskillige dage.

Det var min skyld.

De andre havde spist en ordentlig røvfuld hash, inden vi forlod Holland og var mega skæve på togturen videre ned i Europa.

Jeg og min venindes havde påtaget os opgaven at være “ædru” og bl.a få os på det rigtige tog ved togskiftet i Paris. Da jeg havde haft fransk i et helt år i skolen, var den del min hovedopgave.

Jeg fejlede.

Det var sent om aftenen,  og vi endte med at tage ud til Boulogneskoven, hvor vi overnattede i vejkanten. Det var en meget dramtatisk nat.

Vejen var fyldt med ludere og langsomkørende biler, der samlede damer op. Andre biler blev parkeret, mænd steg ud og forsvandt alene ind i skoven.

Midt i dette inferno sad vores lille gruppe i soveposer sammen med to forkølede Finner, vi havde fundet bag en busk, og som også havde forvildet sig ud i den “forkerte” ende af Boulogneskoven.

Vi lukkede ikke et øje den nat.

Jeg var lige fyldt 16 år, og kvinder kun iført trusser og høje hæle i vejkanten var en ny oplevelse for mig.

Næste morgen gik vi med fuld oppakning til den anden ande af skoven, hvor vi havde læst, der var en campingplads. Der var vi så heldige, at vi få den sidste teltplads, de havde tilbage.

Vi var ved et uheld dumpet ned i Paris på 200 års dagen for Bastilliens fald. Tusinder var valfartet til Paris fra alle hjørner af Europa for at deltage i festen.

Alle hoteller var udsolgt, Campingpladsen var overfyldt, byen husede alt hvad remmer og tøj kunne holde, Årsdagen skulle fejres og det blev den, af hele Paris i en kæmpe folkefest og med os på de billige rækker.

Da vi endelig kom væk fra byen, tog vi til Portugal.

Først Lisabon og senere ud på landet.

Vi hang ud med nogle unge mennesker på vores egen alder til en jazzfestival i en lille bjerglandsby kaldet Gourda,

Jeg blev pennevenner med en af pigerne Lara i et par år, men mistede kontakten, for ca 6 måneder siden blev jeg kontaktet af en af de portugisiske drenge fra slænget, han er nu kulturjournalist i Lisabon. Han var stødt på mit navn på internettet.

Verden er lille bitte og frygtelige stor på en gang.

På vej hjemad fik vi en bøde på 700 kr, for at være stået på et tog, der ikke var indbefattet i interrailen.

Vi havde ingen kontanter og lånte derfor af en ung Amerikaner i kupeen, han ville alligevel til Danmark senere på sommeren , så vi kunne betale ham tilbage der. Da han kom til København, endte han med at være med til min venindes fødselsdag.

Jeg var lidt forelsket i ham, mest fordi han var amerikaner, tror jeg. Han hed Ernest, var 10 år ældre, gik med bandana og havde skægstubbe.

Jeg udvekslede et par breve med ham det følgende år, og ærgrede mig over, jeg ikke havde kysset ham, da jeg havde chancen. Men jeg var ung og blufærdig og slet ikke kæk nok til at give granvoksne mænd et kys.

På vej hjem gennem Europa, pitstoppede vi i Stuttgart.

Vi havde læst om et spændende kunstmuseum, vi alle gerne ville på, vi holdt “campingplads” på Stuttgart Hauptbanhof, så vi ikke skulle bruge penge på unødige ting som ophold.

En midaldrende mand, spurgte drengene i vores gruppe, hvor meget min veninde og jeg skulle koste.

Jeg havde set Chrsitane F og følte mig straks i fare for at få den mest bundløse skæbne. Min bror som var med på turen, blev meget forarget over mandens spørgsmål. Han gav ham heldigvis en skideballe på bedste 1 g’s tysk “Du bist doch ein slemmer Kerl ! Das is mein Schwester! Wiest du das!!!!!” sagt med 5 udråbstegn.

Da de allersidste D-mark var knaldet af på vinylplader i Stuttgart, måtte vi fylde vores vandflasker med vand fra fontainen på et springvand, til den sidste togtur mod københavn.

Jeg kan stadig mærke min mund større sig sammen,  hver gang jeg tænker på, hvor klamt det vand var.

Det var en crazy og fantastisk tur, når jeg som voksen tænker tilbage på den.

Dengang føltes det helt naturligt at rejse ud på må og få.

5 drenge og 2 piger.

Vi skulle i 2 g efter sommeren.

Der var to år til jeg blev 18.

To år til jeg blev Student.

Og jeg havde lige købt en kornblå kjole med dyb rygudskæring fra Noa Noa, som nok skulle få et hoved eller to til at dreje i Europa.

Jeg har altid elsket at rejse, det er som, om jeg føler mig, tættere på mig selv, når jeg rejser, jeg elsker at falde i snak med folk fra andre lande, både rejsende og fastboende.

Jeg elsker interaktionen af kulturudvekslinger, og som jeg tidligere har beskrevet, elsker jeg at tænke på alle de mennesker, som har levet på historiske steder.

Efter jeg har fået barn, har det at rejse dog taget en liiidt anden karakter.

Jeg er just hjemkommen fra Gran Canaria, hvor jeg gik “full monty” på charteroplevelsen..

Det var helt sikkert et blog indlæg værd!

Stay tuned…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.