Noget om levet liv og mit HC Andersen yndlings eventyr

Jeg godt lide at lægge en hånd på væggen i gamle bygninger.

Mærke muren, tiden, årtierne eller endnu bedre århundredene.

Alle de mennesker der har været i berøring med disse mure , disse rum, hvem var de?

Hvem  har de grædt over, le’et med , skændtes om.

Har de været ensomme? Med hjertet fuld af sorg, ryggen kriblende af paranoia og maven fyldt med angst.

Hvem har de tilgivet, hvornår har de følt sig mest lykkelige, og hvilke drømme har de haft?

Har latteren runget mod loftet, har dansen været trådt på disse brædder, har de elsket op ad en mur eller under tykke tæpper i mørket.

Hvad har deres had mon bundet i?

Og har de rejst sig igen, når de faldt?

Det er underligt, men jeg kan føle en enorm stor ømhed overfor alle disse ukendte mennesker, det er en sentimentalitet, jeg altid har haft, som et blødt punkt i mit bryst, der fører mig ud til fjerntliggende ruiner i fremmede lande, ind i porte i små byer og hen ad kirkegårdsstier.

Det er et punkt, der både favner og dykker ned, men egentlig også er skide besværgeligt, for jeg bliver til tider fyldt med melankoli over alle mulige ukendte, forlængst døde og begravede menneskers liv.

Da jeg var teenager, samlede jeg på postkort, både dem jeg selv fik og fremmede menneskers postkort, som jeg købte i kuriøsabunker på loppe markeder.

Jeg elsker disse små splintre af levet liv. Hilsner fra rejsende, byer der er fastfrosset i et tidglimt.

Et postkort fra min mor og far fra New York dateret 12 juni 1976 , Jeg er 3 år og mine forældre bliver først skilt om 2   -De havde et helt liv sammen i 12 år.  jeg er født i den sidste halvdel af de 12.  Jeg har altid elsket det postkort.

Nu ældre jeg selv bliver, nu mere bevidst bliver jeg om hvor mange små liv, der er i et enkelt menneskes liv.

Barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Før og efter en succes.  Før og efter et barn. Før og efter et tab.  Kærlighed vundet og mistet. Vi griber ind og ud af hinandens liv.

Jeg synes det er smukt og fascinerende.

Jeg har aldrig kunnet lade være med at stoppe op. Breve skrevet, og gemt.  Inskriptioner i bøger købt på loppemarkeder.

Små mærker i tid og rum fra bankende hjerteslag.

Min postkort og brevsamlinger har ligget i kasser de sidste 15 år, en af kasserne gik i stykker, da jeg prøvede at få låget op. Måske bør man smide hele lortet ud, det er jo bare bagage, der koster en tur hos kiropraktoren hvergang man flytter.

I disse år handler det om at downsize.

Eje så lidt som muligt.. være en fri fugl.. Gøre sig fri af jordisk gods…simple living…Eller at kunne tage sit gode tøj og skride fra det hele! Men hvor skrider man egentlig hen?

Da min far downsizede for et års tid siden for at flytte i de Gamles By “Upsizede” jeg.

Flere breve, skolebøger og billeder.  Min fars. Og nu her ved mit skrivebord har jeg hængt et billede af farfar Viggo, som jeg fik ved den lejlighed..

Farfar Viggo og med elever.

Han var skolelærer i Fredericia.

På billedet en mand i sin bedste alder, men hvad man ikke kan se, er at hans liv ikke varer så meget længere, han dør af kræft som 36 årig,  min far var 2 år på det tidspunkt og hans lille søster Vigga var inde i sin mors mave.

Min farmor Anna blev med et slag fattig enke med 4 børn.  Det prægede hele min fars barndom og dermed min. Min far kunne aldrig blive træt af at fortælle historier om sin far, så jeg synes, jeg kender Viggo, selvom jeg aldrig har mødt ham.

Jeg kan godt lide at kigge på ham, der midt i drengeskolen. Det minder mig om noget. Husk at leve nu og husk dem hvis skuldre vi alle sammen står på.

Det kan være så uendelig frusterende at være menneske. I bund og grund prøver vi alle bare at overleve på mere eller mindre primitiv vis.

Da jeg var 16 læste jeg  ” Vanddråben” af Hc Andersen.  Den gjorde et stort indtryk på mig.  Den handler om mennesket i alt sin poesi, humor og grusomhed. Jeg tror det er mit yndlings Andersen-eventyr.

Det er ganske kort og du læse det her.

 

VANDDRÅBEN af HC Andersen.

Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre og dog er de glade og fornøjede, på deres måde.

Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. Han ville altid have det bedste ud af enhver ting og når det slet ikke ville gå, så tog han det med trolddom.

Nu sidder han en dag og holder sit forstørrelsesglas for øjet og ser på en vanddråbe, der var taget ude af en pyt vand i grøften. Nej hvor det kriblede og krablede der! alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i hverandre og åd af hverandre.

“Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle Krible-Krable, “kan man ikke få dem til at leve i fred og ro, og hver at passe sit!” og han tænkte og tænkte, men det ville ikke gå, og så måtte han trolde. “Jeg må give dem kulør, at de kan blive tydeligere!” sagde han, og så hældte han ligesom en lille dråbe rød vin i vanddråben, men det var hekseblod, den allerfineste slags til to skilling; og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen, det så ud som en hel by af nøgne vildmænd.

“Hvad har du der?” spurgte en anden gammel trold, som ikke havde navn, og det var det fine ved ham.

“Ja kan du gætte hvad det er,” sagde Krible-Krable, “så skal jeg forære dig det; men det er ikke let at finde ud, når man ikke ved det!”

Og trolden, som intet navn havde, så igennem forstørrelsesglasset. Det så virkelig ud, som en hel by, hvor alle mennesker løb om uden klæder! det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at se hvor den ene puffede og stødte den anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulle øverst og hvad der var øverst skulle nederst! “se! se! hans ben er længere end mit! baf! væk med det! der er én som har en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner ham, og så skal den pine mere!” og de hakkede i den, og de trak i ham og de åd ham for den lille knops skyld. Der sad én så stille, som en lille jomfru og ønskede alene fred og rolighed, men så skulle jomfruen frem, og de trak i hende og de sled i hende og de åd hende!

“Det er overordenligt morsomt!” sagde trolden.

“Ja men hvad tror du det er?” spurgte Krible-Krable. “Kan du finde det ud?”

“Det er da godt at se!” sagde den anden, “det er jo København eller en anden stor by, de ligner jo alle sammen hinanden. En stor by er det!”

“Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.

-slut-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.