Noget om hvorfor jeg droppede min Facebook

Mig uden min Facebook

Jeg har taget tilløb til det længe, faktisk i et lille år.

Jeg har slettet min Facebook.

Jeg erkender blankt, jeg kunne ikke administrere det.  Det var ikke bare, når jeg sad i et venteværelse, eller stod ved bussen og lovligt skulle have tiden til at passere på ukonstruktiv vis.  Det var også når jeg så tv,  så kunne man kommetere på det man så og andre kommenterede tilbage, det var både sjovt og hyggeligt, når ens barn var gået i seng og man egentlig bare sad alene med aftenkaffen.

Men der stoppede det ikke.

Jeg kunne også være på Facebook, når jeg hyggede med familien, var til middag eller i byen og i virkeligheden burde have haft mit fokus et helt andet sted.

Bornholms Tidende som jeg ynder at kalde Facebook, trak i mig – I tide og utide.

Efter jeg fik barn, begyndte jeg at vågne midt om natten. Det er som om jeg ikke kan sove de der store stræk på 7-8 timer mere, men nattesøvnen er delt op i små 2-3 timers perioder og ikke sjællendt har Bornholms Tidende lige fået et klik eller to.

Kælenavnet Bornholms Tidende et et udtryk, jeg overhørte en anden bruge, og jeg synes dengang, det var passende, for det rummer i virkeligheden det, jeg bedst kan lide ved Facebook:

At følge med i dem jeg kenders liv, men som jeg ikke ser ofte nok,  deres tanker om jobs, og familie, deres små filosofiske anskuelser om vores samfund, klip fra diverse gamle film, kultur-udbud  og en saglig diskussion i ny og næ , som får mig til at tænke over tingene en eksta gang..

Da jeg slettede min Facebook, fik jeg abstinenser, det var faktisk lidt uhyggeligt. Jeg følte en rastløshed, som jeg ikke helt havde set komme.  Det lyder helt latterligt og skørt, men man bliver sgu afhængig af folks gøren og laden på Facebook.

“Log ind” hvisker det i fingerspidserne “log ind”  og se hvem der har fødselsdag, du kan jo bare sende dem en sms.  Et “Hurra Tillykke” med et lille uskyldigt kage-ikon, og nu du er derinde, så tjek lige hvad folk ellers laver, du behøver jo ikke deltage, du behøver jo ikke kommentere og tilkendegive, at du ikke kan holde pølsefingrene fra “fjæset”

Det er nemlig sådan, at 3 uger efter endt sletning af Facebook-konto, er det stadig muligt at åbne sin Facebook med et enkelt saliggørende klik. Hvis nu man skulle have fortrudt sin ensomme vandring væk fra Facebooks lyksagligheder.

Nu hvor jeg ikke er på Facebook længere, mærker jeg også de forskellige konsekvenser af ikke at være en del af fællesskabet.

Jeg har i de 2 måneder, hvor jeg har været uden Facebook, misset diverse invitationer: Nytårsaften-ramasjang, fødselsdage, og sågar en enkelt brylupsreception, heldigvis har folk været søde nok til at undre sig så meget over, at de ikke har kunne finde mig, at de er endt med at kontakte mig af anden vej.

Det går også op for mig at jeg nu har mistet kontakten til, barndomskammerater, mennesker jeg har mødt gennem jobs og rejser i udlandet og har nydt at følge, mennesker jeg ikke er i daglig kontakt med i den virkelige verden.

Og Messenger er røget!

Selvom jeg var på Messenger inden Facebooks fagre verden åbenbarede sig. Jeg havde flere on-going samtaler kørende derinde, men Facebook reglerne er åbenbart sådan.  At lukker du din Facebook, lukker du din Messenger.

For nogle år siden røg jeg ud i en lille lokal shitstorm. For at skåne mig selv, måtte jeg slette Facebook app’en fra min telefon, så jeg ikke kunne læse alt det “lort” jeg blev skudt i skoene. Shitstormen drejede sig om en dansk film. Det var en ekstrem frusterende oplevelse, bl. a fordi det midt i diskussionen gik op for mig, at jeg reelt var den eneste, som havde set filmen. Dem der shitstormede mig havde ikke.

Deres forklaring var at de ikke ville støtte filmen med deres penge i form af købte billetter. Det føltes virkelig opad bakke, og hver gang jeg prøvede at forklare, at de i det mindste burde se filmen, så de kunne diskutere den på et sagligt grundlag, fik jeg læst og påtalt, at jeg intet grundlag havde for at diskutere filmen fordi jeg var et forudindtaget og priviligieblindt menneske, pga af min baggrund.

Det er svært at blive overfaldet verbalt i den virtuelle verden, og samtidig være ordentlig til stede i den virkelige verden.

Jeg følte mig dybt uretfærdig behandlet, og mente jeg måtte forsvare mig selv,  indtil, mennesker omkring mig kom med et intenst krav om at slette Facebook-ikonet fra min telefon og være tilstede. Jeg var taget  i sommerhus i den VIRKELIGE verden med venner for at hygge mig, men al min opmærksomhed gik på den voldsomme diskussion, jeg var røget ud i på Facebook,  den påvirkede mig enormt, og samtlige mennesker jeg var sammen med blev indraget i den.

Så efter press lukkede jeg ned for det virtuelle.

Jeg rystede episoden af mig og efter en uges tid var jeg i tilbage København og “klik klik” tilbage på Facebook.

Som årene er gået, har jeg dog fået et større og større problem med Facebook for midt i børne og fødselsdagsopdateringer, ferietips, artikler om samfund, miljø og kulturindlæg flyder store ildelugtende lorte rundt i kommentarsporenes døgnåbne skraldespand. Og det bliver sværere og sværere for mig at svømme uden om.

Jeg vil, af natur, utrolig gerne forstå.

Det er en super fed egenskab som skuespiller, at prøve at forstå sin karakter, at finde noget sympatisk i det usympatiske og omvendt, men privat suger det nogen gange én for energi, og man bliver desillusioneret på mennesker. Det eneste jeg får ud af det, er en frygt for fremtiden, som et lille hårdkogt ondt æg i min mave og en oplevelse af at blive hyllet ind i en lang sort kåbe af misantropi.

jeg vågner om natten, det kører rundt i hovedet på mig.

Racismen, Politikerleden, Shitstormene, Misogynismen, og for den sags skyld den lejlighedsvise Misandrismen. Fra Højre til Venstre. Op, ned, frem og tilbage.

På nettet får ekstremerne frit spil i forum, som tillader at de møjer os alle sammen til.

Hvorfor ?

“Fordi det er gratis”, siger jeg til mig selv, det koster dem ikke noget, de skal ikke stå til regnskab for deres verbale overfald.

Vi elsker alle at få folk til at klikke og “like” det vi lægger op, og det er for så vidt fint med mig, jeg elsker også den del, men vi elsker også at tyre vores bolde efter andre, som var det bjørne i et skydetelt i Tivoli. Folk sidder bag en skærm og tænker ikke over, der sidder nogen i den anden ende og får en skylle opkast i hovedet.

For nogle år siden fik min bror og jeg taget et billede til en kampagne for Folkekirkens Nødhjælp. På billedet står vi foran en mur og holder et skilt, hvorpå der står: “Det er dansk at dele – også med verdens fattigste”. Billedet lå selvfølgelig på deres Facebook side. Det fik en masse likes og en del kommentarer af forskellig art.

En af kommentarene tænker jeg stadig på.

Den lød noget a la sådan her:

“Utroligt at søskendeparret frivilligt stiller sig op ad en mur, nå – men så ved de jo hvad de skal gøre den dag landforræderne får hvad der tilkommer dem.”

Kommetaren rystede mig, den insinuerede at vi ville blive stillet op ad en mur og skudt for forræderi en dag.

Jeg klikkede på fb-brugerens billede.  Han var vild med Anden Verdenskrig retorik, der var flere ting der handlede om landsforrædere og hvordan de skulle stilles op ad en mur.

Manden var omkring de 60 og højsandsynlig ganske ufarlig, men han gjorde mig alligevel rædselslagen. Min morfar måtte flygte under Anden Verdenskrig pga af sine jødiske aner, så jeg tager det ikke let, når folk taler i retorik, som ikke er hørt siden 40’erne.

Jeg overvejede, om jeg skulle anmelde kommentaren som hadefuld retorik til FB, men det har jeg gjort før, og min erfaring er at Facebook er langt mere large overfor den slags, end jeg er.

Jeg besluttede i stedet at konfrontere manden med, at jeg faktisk havde læst hans kommentar.

Jeg skrev,  jeg synes, det var okay, at han var uenig med mig i, hvordan vi skulle indrette vores verden, men jeg synes, han gik over grænsen, når han omtalte mig som landsforræder.

En time senere var kommentaren væk.

Jeg ved ikke, om det var administratoren, der havde fjernet hans kommentar, eller det var ham selv.

Jeg håber det sidste.

Jeg håber, det gik op for ham, at der faktisk var en modtager i den anden ende af hans ubehagelige statement.  At Facebook og internettet ikke bare var hans private Tivoli-telt hvor han kunne skyde med spredhagl på andre.

I min søns børnehave bruger de aktivt Maryfonden og Red Barnets anti-mobnings program “ Fri for Mobberi”. Her udvikler børnene et fælles sprog for at forebygge mobberi.

Tænk hvis en hel generation voksede op med en fælles følelse af, at mobning ikke er i orden, og derfor tabte lysten til at mobbe. Kunne man så ændre verden? Eller måske bare en flig af verden?  Jeg synes det er en helt vidunderlig tanke. Jeg ville ønske alle instutioner var en del af “Fri for Mobberi”

Jeg ville ønske at der fandtes et “Fri for Mobberi” program for voksne,- de har tydeligvis brug for det!

Jeg ville ønske at “De sociale medier”  ikke med mellemrum føltes som den største og ledeste skolegård.

Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at verden uden for internettet også har en “Dark Side”.

Vi har alle en “Dark Side”

Ja, også dem/ mig / os, der pudser vores glorie.

Der er steder i verden hvor “The Dark Side” regerer total og aldeles på rædselsfuldeste vis.

Jeg kan næsten ikke holde ud at gå ind i det tankerum, selvom det er nødvendigt nogen gange, hvis man vil kæmpe for at verden skal forandre sig, men det er en anden historie.

Indtil videre har jeg besluttet mig for, at holde en pause fra Facebook, hvem ved, en dag ombestemmer jeg mig måske, og en lille diskret laura-profil dukker op, men indtil da er jeg at finde på min anden “Guilty Pleasure”  den kan du tjekke ud her:  https://www.instagram.com/laurahbro      Og den sletter jeg ikke lige foreløbig….

 

Hvis du vi vide mere om Red Barnet og Maryfondens FRI FOR MOBBERI <3 så tjek det her link http://www.friformobberi.dk

 

Det famøse “Det er Dansk at dele” billede, som faldt en Facebook bruger for brystet. Ps: Jeg synes stadig det er dansk at dele

 

 

Den kontroversielle film Guldkysten som fik mig ind i en lille lokal shitstorm – Jeg synes stadig det er en fremragende film, uhyggelig, ubehagelig  og noget af en øjenåbner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.