Noget om robotter og tidsrejser

Jeg har stadig mit Star Wars pudebetræk. Ting der er lavet i 70’erne holder bare laaang bedre…

I slut 70’erne satte vi os en aften ind i min fars hvide Datsun og kørte i  Drive-in bio.  Der var Star Wars på programmet og vi glædede os helt vildt.

Min far var lige kommet hjem fra New York, og havde hjembragt Star Wars pudebetræk og T-shirts. Og en sølvfarvet dynejakke som fuldstændig lignede en rumdragt. Det Amerikanske flag prydede stedet hvor man ellers ville have placeret en brystlomme, og nedenunder stod der med store bogstaver NASA, og på dynejakkens arm var et stor rundt Nasa logo.

Når man havde den på, kunne man stort set alt, bortset fra at gemme sig.

Ingen andre , og jeg mener “INGEN” andre ejede dengang noget, der bare mindende om denne futuristiske sølvfarvede sag. I hvert fald ikke på Frederiksberg.

Da vi i starten af 80’erne flyttede fra villa til Gammel Kongevej 169, lå der i bunden af vores ejendom en lille videoudlejnings butik.

Der var ikke særlige mange, der havde videomaskiner dengang, men vi fik selvfølgelig straks en VHS maskine.  Man kan jo ikke bo oven på en kæmpe videosamling uden at have en videomaskine.

Det ville jo nærmest være dumt.

Så vi så alt, hvad der var i den butik.  Rub og stub  ( med undtagelse af pornoen selvfølgelig, men det var kun 2 hylder. )

Voksen og børnefilm i én pælle mælle, og vi elskede det.  Fra “Funnygirl”, til “Spartacus”. Fra “Herbie” til “Dirty Harry”. Fra “Ørneborgen” til “Tess”

Film med Gene Wilder, Woody Allen, Chevy Chase, Audry Hepburn, Carey Grant, Vivien Liegh,  Goldie Hawn, Bud Spencer, Eroll Flynn, Chaplin, Kurt Russel og mange flere var vores weekendhelte i et stort mix.

Og vi så selvfølgelig også sci fi.

Alt fra “Rumrejsen 2001” over “Seconds” til “Body Snatchers.

“Star Trek” og Westworld, Oh sikke gys, sikke verdener der åbenbarede sig, først i stuen på Gammel Kongevej og siden i det lille røde hus på Solsortevej i anden halvdel af 80’erne.

3 ,4 nej – nogen gange 6 film på en weekend, så længe der var ostepops og Earl GreyThe på kanden, så gled den ene Hollywood produktion ned efter den anden,  halvdelen af titlerne har jeg faktisk glemt. Men der er selvfølgelig nogen der står ud.

Planets of the Apes for eksempel

Jeg glemmer aldrig det øjeblik i “Abernes planet”, hvor Charlton Heston falder på knæ i bundløs afmagt foran en halv begravet og nedsunken Frihedsgudinde på stranden .

Episk intet mindre.

Det var i hvert fald, hvad der skulle til,  for at en forkærlighed for sci-fi med en acopylyptisk drejning, var født hos denne lille pige, der sad med åben mund og polypper og var dybt rystet I sin grund vold.

Så mange spørgsmål meldte sig i mit hoved.

Hvad er afstand og hvordan måles den?

I kilometer eller I tid ?

Eller måles afstand i virkeligheden i noget langt mere subtilt, som f.eks ånd ?

Da jeg var i Tokyo for nogle år siden, skulle jeg selvfølgelig på The museum of Emergin Science “Miraikan “ og se på robotter.

Det er super interessant, i vesten har vi en tendens til at være bange for robotter.

Vi frygter, de vil blive selvtænkende væsner med en sjæl og en egen vilje, der uundgåeligt ønsker at overtage verdensherredømmet.

For det er vel det, alle vil, inderest inde, synes den vestlige tankegang at konkludere.

At herske over alle andre arter.

Men sådan opleves det ikke i Japan, Robotter ses mere som hjælpere, måske endda noget man kan være på lige fod med.

En slags ven man ikke har mødt endnu.

Det er måske ikke så mærkeligt, at der er denne forskel i robot opfattelse.

I Japan er tanken om, at alt har en sjæl, ikke fremmed.

Et træ eller en sten kan have en sjæl i Japan,  så hvorfor egentlig ikke også en robot? Springet synes ikke så langt.

I ånden føler jeg mig “japansk”.

Jeg er ikke bange for robotter, med mindre de falder i nogle grimme menneskers hænder selvfølgelig.

“Miraikan” Er et fantastisk museum og et slaraffenland for en robotelsker.

At få en hjelm på med indbyggede briller, og pludselig kigge ud i gennem øjnene på en 20 cm høj robot, man lige havde set i et andet rum, med seks ben og et udseende der mest af alt minder om et eksotisk insekt, man nu med special handsker og knapper skal styre gennem små triumfbuer og forbi klodser der er udlagt som forhindringer, er en mageløst oplevelse.

Eller at møde robotten Asimo der kan svare på spørgsmål fra publikum.

Den lille sprogbarriere, synes underordnet, når der står en “lyslevende” 130 cm robot foran en, som både går, står og taler flydende japansk, så resten af publikum kan forstå det.

Robotten Asimo

I det hele taget er Japan et ganske magisk sted for sådan en som mig, der både elsker historie, svundne tider, spiritualitet, og futuristiske scenarier. Fra Ninjaborge,  The-ceremonier, stenhaver, templer, robotter og fuglefløjtende toiletter der både vasker og blæser dig tør, når du har afsluttet dit forehavende.

“The best of all worlds” i hverfald når man er en turist der hedder Laura Bro.

Åh hvem der blot kunne tidsrejse, langt tilbage i historiens vingesus og fremad mod den uudforskede morgendag.

Nogen gange tænker jeg, det måske er derfor,  jeg er blevet skuespiller.

Der står allerede en del kostumedramaer på cv’et, så nu mangler jeg egentlig bare at få lov at hoppe i en blå trikot og lade anti-tyngdekraften indtræde,  så jeg kan få udfyldt de sidste huller i barndomsdrømmene…

Kryds fingre for mig.

Laura bro rejsende i tid og sted.

Mig der leger Total Recall på Borgerservice i Nyrupsgade

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.