Ode til min far eller bare noget om kunst

 

 

The Dead Christ with Angels af Manet (1864) Hænger på Metropolitan Museum of art.

Jeg har fået en ny App. DailyArt hedder den.

Hver dag viser den et nyt maleri og giver en kort baggrundshistorie for billedet. Forleden dag var billedet Manets “Dead Christ with Angels”

Super fedt og stærkt billede, anderledes end hvad jeg ellers har set af Manet, anderledes end så mange andre “kristus” billeder.

Han er enten portrætteret som frelser i stråleglans eller hængende lidende på korset, begge dele har altid virket underligt romantiserende på mig.

På Manets billede sidder han, men det er ikke hans livskraft der holder ham oppe, nej han bliver støttet af en engel med blå vinger.

Titlen siger han er død, men jeg bliver alligevel lidt i tvivl, når jeg ser hans ansigts udtryk.

Hans krop er åben. Hænderne opad. De skjuler ikke noget, og man kan se hullerne fra naglerne i håndfladerne, men hans ansigtsudtryk virker som om, der måske alligevel er et sidste åndedrag i ham.

Øjnene er smalle, måske ser han noget, måske prøver han, at komme i tanke om noget han har glemt, eller er han i virkeligheden lidt overrasket over udgangen på det hele, som én der pludselig opdager han er blevet skudt.

Kom det bag på ham, at Gud ikke reddede ham på et hængende hår?

I højre hjørne ser man en slange der kryber væk. Bibelske slanger. De er sgu ikke til at stole på, og manipulerende af helvede til.

Er det Judas, der er slangen? eller er det menneskene, folkemængden som valgte at redde Barrabas, en morder, fra korset og ikke Jesus, agitatoren?

Eller er det i virkeligheden Gud, som er slangen ? For når alt kommer til alt, var det så ikke Gud, der dolkede ham i ryggen og ofrede ham for vores synder?

Det kan også være Jesus ikke er død, men faktisk er ved at vågne, han skal jo vandre 40 dage på jorden inden han farer til himmels. Måske er de to engle ved at pakke ham ud af ligklædet og de smalle øjne udtrykker i virkeligheden følelsen af ilt, der pludselig strømmer ned i lungerne og ud i blodet.

Jeg er ingen kunstekspert eller teolog.

Nogen vil synes min tolkning eller gisninger er helt forkerte- og andre vil helt sikkert dø over jeg tager fat i et kristus billede, (måske er du allerede holdt op med at læse, det “skide” kristus billede skræmte dig væk) for er religionen ikke bare det der skaber krige og kaos,- NEJ ønsket om kontrol og magt over andre skaber krig og kaos. Det ønske findes også blandt ateister. Desværre.

Jeg har aldrig været bange for religiøs kunst, uanset tro.

Der findes i mytologi og religiøse skrifter store historier som gang på gang blive genbrugt i moderne versioner. Og den vestlige verden er alligevel gennemsyret af århundreders kristen kulturarv, der lister sig ind alle steder.

Jeg er heller ikke bange for at tolke på kunst, selvom jeg ikke har læst kunsthistorie.

Det er jo det der er så fedt ved kunst.

Dets opgave er ikke nødvendigvis at komme med en masse svar, som du kan måle og veje, men derimod at stille en masse spørgsmål, som du kan grunde over.

Det er gennem kunst og kultur at vi møder os selv og hinanden.

Det er der vi opdager og tager stilling til, hvem vi er, og hvad vi kommer af.

Kunsten pirker, prikker eller banker til os på et andet plan.  Nogen gange voldsomt og kontant – andre gange langsomt og subtilt.

Dengang jeg var barn, tog min far os altid på museum, det var som om, han synes kultur var svaret på alt.

Det er forår, solen skinner, lad os køre en tur og gå på udstilling,

Er du ked af det?  Lad os tage ud og se på noget, en Jættehøj, Rungstedlund eller Louisiana.

Da han fortalte os, at min mor og han skulle skilles, begyndte jeg at græde, og han foreslog straks vi tog færgen til Fyn for at se på herregårde.

Jeg tror, min far dengang mente, at kunst og kultur var det bedste sted at begrave sine sorger og det bedste sted at sprede sine glæder.

Jeg har altid synes det var en af min fars smukkeste træk.

Love you Daddy-O

 

min far Christoffer, på Gladsaxe teater.

.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.