noget om mænd og kvinder

Forleden morgen efter jeg havde været til dans, faldt jeg i snak med en medmotionist på vej ud.

En venlig mand på omkring de 50.

Han gav mig nogen gode fif, til andre steder hvor man også kunne gå til dans, noget han dyrkede meget, efter han var blevet skilt.

Derefter kom samtalen pludselig hurtigt til at handle om kvinder og mænd i stedet for dans, i hvert fald fra hans side.

“Jeg har jo datet en del de sidste 5 år, men helt ærligt kvinder er sgu ikke er til at blive kloge på, de ved ikke hvad de vil have ” erklærede han højlydt .

Vi stod på trapperne foran indgangen med overtøj på, jeg var egentlig på vej mod min cykel og videre ud i livet, men var stoppet op, mest af høflighed og nu med ét skulle jeg forholde mig til kønsrollernes forfald og forviklinger med en fremmed herre.

Det der metroseksuelle det var bare ikke ham, andre mænd måtte godt være det, men han holdt på at mænd skulle have lov at være mænd og kvinder kvinder.

Han synes i det hele taget, kvinder var svære at stille tilfredse, for de vidste jo de ikke behøvede en mand for at kunne klare sig, og så var der jo slet ikke plads til, man kunne få lov at være “mand” længere.

Jeg stod mest bare og lyttede, smilede venlig hist og pist, mens jeg indskød et par “nå nå okay.. ja… oplever du det sådan” for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig  – for det første kender jeg ikke alle kvinder, og selv om man muligvis kan generalisere på visse punkter omkring køn, så oplever jeg “os” kvinder imellem, som ganske forskellige, og for det andet gider jeg egentlig ikke have en kønsdiskussion, der henover trappen på vesterbro med et fremmed menneske.

Midt i hans frustration over den moderne kvinde, blev han pludselig afbrudt af en ung kvinde på fortovet med ordene

“I kunne vel ikke hjælpe mig”

Hun havde en stor barnevogn, der skulle op ad trappen.

Som den der stod tættest på hende, reagerede jeg umiddelbart uden at tænke. “Selvfølgelig!” svarede jeg og driblede lynhurtigt ned of trapperne, og tog fat i den tunge barnevogn.

“Ej” udbrød Manden højlydt og slog opgivende ud med armene.

“Tænk at du går ned og tager barnevognen lige for næsen af mig, mens jeg netop står og taler om, at man ikke kan få lov at være mand mere , nå, men så er der jo kun tilbage for mig at åbne døren for hende, det må jeg i det mindste få lov til!”

Hovedrystende åbnede han indgangsdøren.

Manden havde jo ret, jeg havde ikke givet ham lov til at få et ben til jorden, han var for langsom i optrækket, Jeg havde lyst til at fnise, men undlod.

Baksende med den store fine barnevogn, som på ingen måde var en letvægter, fremstammede jeg i stedet.

” Det må du da undskylde,  jeg gjorde det bestemt ikke for at underkende din mandighed. Jeg tror bare, jeg reagerede hurtigt, fordi det ikke er så længe siden, jeg selv stod med barnevogn og ved hvor besværligt, det kan være ”

Den unge kvinde så beklemt på os begge og indskød inden hun trillede ind af hoveddøren.

“Tak skal I have , ja – jeg er sådan set ligeglad, med hvem der tog barnevognen, jeg bare glad for I gad hjælpe mig.

Point taken…

Det er ikke første gang at mænd, har klaget deres nød over kvinders “ukvindelige” opførsel til mig.

Af en eller anden grund er det altid fremmede mænd, der beklager sig til mig. Jeg ved ikke om de mænd, jeg kender, ikke gider diskuterer den slags med mig. Eller måske går de bare ikke op i det.

Men jeg undrer mig over, at der er så mange fremmede mænd, der synes de skal fortælle mig om det.

Gør kvinder også det? Klager deres frustrationer over mænd, til mænd de ikke kender?

Jeg kan godt finde på at sige noget om mænd, men så er det til folk, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, ikke vil være høflige og sige nå ja… okay oplever du det sådan og smile pænt, uden egentlig at komme med et modsvar.

Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, om de pågældende “utilfredse” mænd klager til alle kvinder, de møder, eller er det specifikt mig der får klagerne?

Udstråler jeg mon noget bestemt og i så fald hvad?

At man kan snakke med mig om alt?

At jeg nok mener det samme som dem?

Eller at jeg er et pragteksemplar på en, der godt kunne trænge til at blive læst og påtalt?

Jeg tænker i hvert fald altid, mens jeg ruller med øjnene indvendigt, om de mon ville sige de samme ting, hvis de kendte mig, jeg svarer sjældent igen, med mindre tonen bliver grov.

Nok mest fordi jeg ikke gider.

Jeg kan egentlig være ganske servicerede af natur, men jeg kan ikke se hvorfor jeg skal lave maden, men ikke må løfte barnevognen.

Jeg er ikke den store kok og vel heller ikke den stærkeste crossfit’ter i skuffen, så om det handler om: at hjælpe med en barnevogn eller lave mad er mig hip som hap , -begge dele er besværligt, men gøres skal de jo.

Da min forældre blev skilt, blev jeg boende hos min far, usædvanligt for sin tid,  han var derfor min primære forældre, indtil jeg som teenager flyttede ind til min mor. Derfor optræder han meget her på bloggen, som ofte trækker tilbage til min barndom, idag er ingen undtagelse.

I hele min barndom talte min far meget om, hvordan det var at vokse op med en enlig mor og tre søstre i Fredericia under og efter krigen.

Anna og Viggo, som hans forældre hed, havde mødt hinanden på seminariet, og da de blev forlovet, så bød daværende normer, at Anna stoppede sin skolegang på seminariet.

Hun fik derfor aldrig færdiggjort sin uddannelse.

Det gjorde min farfar til gengæld. Desværre blev han syg og døde som 37 årig efterladende hende med en meget lille pension og 4 børn.

Min far fortalte altid, hvor svært det var, som dreng at overvære hvordan samfundet talte ned til hans mor, fordi hun var enke og derfor uden en mand.

Det var, som om alle, og i særdeleshed mænd, havde carte blanche til at opdrage på hende, fordi hun som enlig kvinde, var på de nederste trin i samfundet. Og folk holdt sig åbenbart ikke tilbage.

Denne frustration hos min far gennemsyrede på en eller anden måde alle hans barndomshistorier, hvor sjove de end ellers var.

Så hvordan har jeg kunne vokse op og blive andet end en kvinde, der ikke giver meget for tidligere tiders romantiseren af kvinden og mandens forstokkede roller?

Vi kan alle blive forvirrede over, hvad det andet køn ønsker og drømmer om.

Mænd og kvinder er forskellige, men afviklingen af de stereotype kønsroller er sådan set påbegyndt for over 50 år siden, og jeg undrer mig en gang i mellem, når jeg som i forrige uge oplever endnu en fremmed herre brokke sig til mig.

( Det er det jeg siger, fremmed mænd brokker sig til mig hele tiden, det er meget mystisk!!!).

Denne gang var det en mand der foretrak at være alene i sit sommerhus, fremfor hjemme i sit hus, fordi hans kone ikke rigtigt gad at lave varm mad hver dag efter de var blevet pensioneret..  hm.. mon ikke det var på tide, han spejlede et æg til hende?

Jeg anerkender, jeg ikke altid selv har været så god, til at forventningsafstemme med de partnere, jeg har været involveret i, for det er vel i bund og grund det, det der ofte er skyld i miséren.

Manglende forventningsafsteming.

Jeg føler mig absolut feminin, er romantisk anlagt og vil gerne kurtiseres . Jeg synes skjorter klær mænd helt utrolig godt, og jeg slapper gerne af i selskab med et dameblade og ny-lakkerede negle.

Men for mig er der i disse klicheer tale om æstetiske semi-erotiske præferencer, mere end der er tale om et grunlæggende ønske om genindførelse af klassiske kønsrollemønstre.

Og jeg vil øvrigt meget gerne have lov at kurtisere tilbage .

Jeg synes mænd skal have lov at være mænd, og kvinder skal have lov at være kvinder.

Men jeg er også af den overbevisning at ingen skal fortælle mig, hvornår jeg er en rigtig kvinde, ligesom jeg ikke gider prædike for mænd, hvornår de er rigtige mænd.

Min søde kloge far taler stadig om den gang jeg spillede Julemand i 2 klasse.

Det er en af hans yndlings anekdoter om mig.

Han fortælle mig tit, hvor tydeligt det var, at jeg selv mente, jeg var en stor tyk hvidhåret mand, da jeg som 8 årig kom ind på scenen og sagde de bevingede ord.

” Ho ho ho, jeg er den store Julemand”

Med min fars ord:  “så er det, det – al skuespil handler om”.

Hvis du er det.  Føler det. Og selv tror på det. Så gør publikum det også.

Måske er det også helt banalt bare det, det at være mand eller kvinde handler om.

Tror på det, føl det, vær det.