Noget om forbilleder

 

Olivia Newton John som Sandy

 

Olivia Newton-John som Sandy var mit første forbillede.

Specielt “Makeover” Sandy som vi ser her, var jeg fascineret af.

Min veninde fra børnehaven havde været i USA om sommeren og set Grease. Så da den kom op i Danmark, var jeg allerede fan på forhånd og plagede mine forældre til ulidelighed indtil de lod mig se den i biffen.

Jeg var 5 1/2.

Bagefter mente jeg, det var oplagt, at jeg fik huller i ørene til hoops, permanentet hår og sorte satinbukser.

Mine forældre satte foden ned. Det blev et stor rungende NEJ.

Sisse Reingaard med sort paryk i Soldat Hummel

Den næste stjerne på min private idolhimmel var Sisse Reingaard.

Jeg gik stadig i børnehave, men  jeg havde set hende i Soldat Hummel på Glasaxe Teater, hvor min far var chef. Jeg kunne hele hendes rolle udenad, og spillede alle scenerne for mig selv oppe i sommerhuset, i stykket havde hun langt sort hår. Jeg synes hun var noget af det smukkeste, jeg nogen sinde havde set.

Ilse Rande og Søren Sætter-lassen i En stor familie

Efter Olivia og Sisse kom Ilse Randes karakter Frk Laursen i Tv-serien “En stor familie”. Jeg var nu 10 år og lånte min fars skrivemaskine, for at udfærdige en huskeseddel til mig selv, når jeg blev voksen.

På den kategoriserede jeg mit fremtidige voksen klædeskab.  Min fremtidige tøjstil skulle gerne lægge sig helt op ad Frk Laursens, og som 10 årig mente jeg ikke, det var et sekund for tidligt, at planlægge en lige så ulastelig stil som hendes.

Ideen om tøj og stil som en vigtig faktor blev bakket op, da jeg opdagede Audrey Hepburn, som på international vis personificerede stil, synes jeg.

Jeg fandt senere ud af jeg ikke var ene om den konklusion.

Audrey Hepburn i “Prinsessen holder fridag” aka “Roman Holliday”

Vi havde “Prinsessen holder fridag” og “My fair Lady”  på VHS – Da jeg lå syg i 14 dage, så jeg begge film hver dag i de to uger. Da jeg endelig blev rask, følte jeg Audrey Hepburn var flyttet ind og kiggede ud af mine øjne.

OLD HOLLYWOOD

Som 13 årig blev jeg grebet af Old Hollywood og jeg pløjede mig igennem alt fra 30’erne og 40’erne lige fra melodramaer over Film Noir til Screwball komedierne.

Jeg elskede Vivien Leighs styrke, mod og fanden-i-voldske Scarlett  i Gone with the Wind og ikke sjælendt var jeg selv Scarlett i mine teenage dagdrømme.
Som mange før mig, blev jeg” hår struck” da jeg så Veronica Lake I “The Glasskey” – den frisure har jeg godt nok lavet mange gange….
Jeg var vild med Kathrine Hepburns rappe replikker, og intelligens- så snart jeg kunne læse noget på engelsk stavede jeg mig gennem hendes hendes bog: “The making of the African Queen or how I went to africa and almost lost my mind”.    

Bette Davies lignede lidt ungdomsbilleder, jeg havde set af min mormor, synes jeg, undtagen når hun spillede Elizabeth d 1, jeg synes, det var frygtindgydende, som den dame kunne forvandle sig.

Bette Davies som Elizabeth d. I  i “the private lives of Elizabeth and Essex. Her ligner hun IKKE min mormor.
Og selvfølgelig Ingrid Bergman, jeg synes det var magisk, at hun var svensk og dermed næsten dansk, og dermed næsten opnåelig, og så spillede hun sammen med mine to yndlings mandlige skuespillere, Humphrey Bogart og mit store crush Cary Grant. Her er hun  i filmen Notorious.

Min fascination af Old Hollywood holder den dag i dag.

The Golden age of Hollywood har et specielt blødt punkt i mit hjerte.

Da jeg mange år senere fik chancen for at komme til casting på filmen Rene Hjerter, gav mit hjerte et hop og ambitionen om at få rollen var skyhøj. At spille Linda er det nærmeste, jeg indtil videre har kunne komme til at få opfyldt en af mine barndoms drømme, at være med i en gammel holywood film med tøj og hår og hele svineriet.

Anders Mathessen og jeg i Rene hjerter

Hollywood The Golden Age, fik dog snart skarp konkurrence af Briterne, jeg blev som 13 årig betaget af E. M Forster og Jane Austens univers og overvejede i flere år, hvordan det skulle lykkes mig at blive Brite, når nu jeg var født Dansker.

Min idolhimmel i teenageårene og 20’erne var kæmpestor.

Skønne damer, og for den sags skyld herrer lyste klart og fejlfrit deroppe i gudernes luftlag.

Lige indtil jeg på mit 3 år på teaterskolen havde Ole Lemmeke på mit filmskolekursus, og han på en måde satte en stopper for min rene idoldyrkelse.

En dag hvor mit hold diskuterede, hvem vi var fan af, spurgte vi også Ole hvem hans forbilleder var, i stedet for at nævne nogle navne sagde han blot:

“Jeg har valgt altid at prøve at se folk i øjenhøjde. Hvis du sætter dem op på en piedestal, vil du opdage, der nogen gange er meget langt ned , når de falder”.

Med andre ord, du gør hverken dem eller dig selv en tjeneste ved at putte dem op på en piedestal.

Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, (bla fordi jeg også var fan af Ole på det tidspunkt) og selv om jeg selvfølgelig stadig bliver begejstret og inspireret, og der er masser af kunstnere inde for alle mulige felter, jeg beundrer, så tænker jeg ofte på Oles ord, når jeg lader mig rive med.

Der er en stor sandhed i dem.

Måske endnu mere i dag, hvor vi alle, inklusiv undertegnet, mere eller mindre “styler” vores billeder og liv udadtil med filtre, beskæringer og lækre vinkler, inden vi lægger dem op til offentlig beskuelse på diverse medier.

Aldrig har der været så mange stjerner på idolhimlen.

Det er næsten som om, det at komme op på en piedestal, er blevet et mål i sig selv.

Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne stå deroppe.

Hvor luften er lidt renere, sigtbarheden lidt bedre, og man næsten kan smage kaviaren og champagneboblerne, det er dog bare fandens, der er så langt ned, og så lidt plads til at åbne den øverste knap i sine bukser, efter man har spist.

Så husk øjenhøjden – God Påske.

Noget om børn og håb.

Meget passende står jeg her ved et toilet….

I september 2012 var min bror og jeg i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp.

I oktober blev jeg gravid.

I december kom kvalmen.

Den var altoverskyggende.

Med kvalmen huserede i kroppen, styrtede jeg ind i baggårde som en kvabset fordrukken dame der havde fået lidt for meget julesnaps.

I den periode af mit liv omfavnede jeg flere offentlige toiletter, end jeg har lyst til at tænke på.

I januar gik jeg til prøve på forestillingen “Nero” om dagen og spillede “Bliktrommen” om aftenen.

Jeg priste mig lykkelig for at have verdens bedste kollegaer.

Om dagen hjalp de mig gennem dagens improvisationer rullende rundt på gulvet på Aveny-T.

Og om aftenen stillede de op for mig og passede på mig, når vi spillede forestilling på Betty Nansen.

Forestillingen var en tour de force.

Hver gang jeg ikke var på scenen havde jeg en lyn omklædning.  Fra tysk soldat, til vaton-tung bagerdame til erotisk kåd pige. Jeg sad ikke stille.

Jeg løb, rullede og klatrede både på scenen og bag kulisserne.  At spille Bliktrommen var som at køre en to-timers interval træning i finesscentret.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom fra A-B i den periode.

Jo med hjælp.

Jeg spiste hos min mor. jeg havde fri mellem 16-19 hver dag, men jeg havde ikke tid og “mave” til at købe ind og lave mad.

Alle supermarkeder lugtede af råt kød i mine kvalmetilstand og alle køleskabe af hengemte citroner

Graviditets kvalme er ikke et vestligt fænomen.

Til gengæld er det helt almindeligt kun at få ét måltid mad om dagen i den afrikanske stat Malawi.

Men naturen er forunderlig, og der kommer kommer stadig babyer til verden på trods af kvalme, opkaste og mangel på mad.

Også i Malawi.

I juli 2013 kom min Henry til verden efter 1 1/2 døgns fødsel, som endte i et akut kejsersnit.

Han lå forkert.

Henry under 1 time gammel.

Bagefter tænkte jeg meget på, at det kunne være endt anderledes, hvis jeg havde levet i gamle dage.

Eller hvis fødslen var foregået i Malawi…

Der kan være mange kilometer til en fødeklinik i Malawi – ikkke destomindre går de højgravide Malawiske kvinder gerne den lange tur, fordi de, ligesom jeg, gerne vil føde et trygt sted.

Jeg er så taknemmelig for dem, der hjalp mig med at få Henry til verden, og jeg er taknemmelig for alle, der har bidraget og doneret til at få den fødeklinik i Malawi opført, som vi besøgte på vores rejse i 2012.

At føde er en naturlig ting.

Det er døden også.

Henry er mit lille mirakel.

Det er så fantastisk at følge hans udvikling og høre hans tanker om den verden han er i gang med at udforske.

At se ham knytte bånd og udfolde sig. Nysgerrig, lattermild, stædig og fantasifuld, som han er. Jeg tænker tit på hans fremtid og håber selvfølgelig det bedste.

Det gør han også selv.

Når han bliver voksen, håber han på at blive dyrepasser og danse breakdance.

Han er også i fuldgang gang med at planlægge sin 5 års fødselsdag,  selvom der 4 måneder til. Der skal løbes katoffelløb og han håber, jeg laver 5 fødselsdagskager til ham.  Én for hvert år. Alle skal iøvrigt med.

På søndag samler Folkekirkens Nødhjælp ind,

Temaet er håb.

Håb om basale rettigheder, rettigheder vi her i Danmark ofte tager for givet. .

Håb om at kunne forsørge sig selv og sin familie.

Håb om bedre levevilkår gennem uddannelse.

Håb om overlevelse ved naturkatastrofer.

Håb om at kunne gå hvor man vil uden at støde på en landmine.

Håb om at kunne føde sine børn et trygt sted.

Alle de én kroner, femmere og tiere, og som vi kalder småpenge er med til at give håb til tusindvis af fædre, mødre og ikke mindst børn.

Der gik kun 10 måneder fra jeg besøgte fødeklinikken i Malawi, til jeg selv sad med min dreng i armene. Og Gertruds Steins berømte sætning poppede op i mit hoved: “En rose er en rose er en rose”.

Man kunne også sige: “Et barn er et barn er et barn” om det bor i en landsby i Malawi eller her hos mig på anden til venstre.

Jeg håber, I vil tage godt I mod Folkekirkens Nødshælps indsamlerne, når de ringer på jeres dør på søndag. Ingen mønt er for lille.

Du kan se nogen af Folkekirkens Nødhjælp projekter her

 

Du kan også støtte Folkekirkens Nødhjælp her:

https://www.noedhjaelp.dk/stoet

Noget om at rejse. Del 1.

Lige fyldt 16 og på Tour de Europa

Første gang jeg var ude at rejse, var jeg 4 år.

Vi var i Rom. Det var før min forældre blev skilt.

Jeg husker mest glimt fra rejsen.

Smagen af pistacie og eksotiske spagettier, der slet ikke hed spagetti’er.

Selvlysende neon-armbånd man kunne have på i mørket på små “Piazza´er” fyldt med børn, leben og restauranter.

Et springvand man kunne smide en mønt i, og som magisk ville føre én tilbage til Rom, før man døde.

Udsmidning af Peters Kirken pga af min fars shorts.

Min far har fået os smidt ud af flere kirker og seværdigheder. Han er nysgerrig af natur, og har det med lige at skulle kigge steder, hvor der er et forbudt skilt, som regel i en krypte, men denne gang var det altså shortsene der gjorde udslaget.

Klarest i min erindring fra Rom står min 5 årige brors forsvinden i Pompei.

Den efterfølgende panik hos min forældre, som de prøvede at skjule, men som jeg opsnappede alligevel. Følelsen af at stå ansigt til ansigt med en katastrofe, jeg ikke helt kunne begribe, et sort hul i maven, der sugede alt energi ind ad.

Lettelse da han endelig blev fundet i god behold med en masse italienske damer rundt om sig.  Og efterdønningerne der på mystisk vis blev ved at påvirke mig. Da vi kom tilbage til Rom samme aften, var det kun min far der tog med ud og spise aftensmad. Min mor blev tilbage på hotelværelset. “Syg” sagde min far .

I mange år så jeg min brors forsvinden og særlig min mors fravær af den efterfølgende aftensmad som et varsel på at noget katastrofalt var på vej. En slags forvarsel på deres skilsmisse.

Nu hvor jeg selv er mor til en 4 årig, ved jeg, at da min bror blev fundet, krævede det sorte sug i maven,  hun havde prøvet at holde i skak, afregning ved kasse et. Så mens vi sad og spiste på restaurant, kastede hun op i kaskader på hotellets badeværelse.

Åhh den evige angst man som forældre lever med, efter man har fået børn.

Det er som om, den store Boogieman altid er til stede i en afkrog af ens sjæl. Jovist man glemmer ham momentvis, men fra det øjeblik man har taget det lille ny vidunder med hjem fra hospitalet, følger han med som en blind passager, der med mellemrum hvisker grusomheder til ens underbevidsthed.

Senere, gik turen til Israel med min far, hvor selv samme bror fik blindtarmsbetændelse og blev indlagt på hospitalet, en meget dramatisk og uskøn oplevelse.

Helt sikkert en røverhistorie der kunne fylde et helt blogindlæg i sig selv, men det er vist mere min brors historie end min, så jeg vil undlade dens absurde detaljer her.

På hospitalet lå han i hverfald og min far sad ved hans side i en stol dag og nat, han var jo kun en lille dreng, og talte hverken engelsk, hebraisk eller arabisk.

Min ældste bror og jeg var derfor overladt til guiden og venlige mennesker på hotellet.

En eftermiddag da jeg var i poolen, faldt jeg ud af min badering i et øjebliks uopmærksomhed, heldigvis blev jeg reddet op, efter hvad der føltes som oceaner af tid, hvor jeg kæmpede rundt under vandet.

Jeg kan huske, jeg prøvede at komme op til overfladen, med jeg kunne ikke finde ud af i hvilken retning overfladen var.

Da jeg blev reddet op, kastede jeg en mængde vand op,  jeg havde slugt.

Jeg var rystet, men okay.

Jeg har dog siden været loren ved vand.  Jeg dypper mig gerne i det, hvis vejret er varmt, men der er gået mange danske somre, hvor jeg ikke har været i.

En af de mest grænseoverskridende ting jeg har skulle gøre som skuespiller, var da jeg hoppede ud fra en båd iført 1905 kostume i den norske Tv-serie Harry og Charles, det var med langt tungt skørt og snøresko, der var selvfølgelig en professionel dykker under vandet  ” just in case”, men min indre panik var monumental.

Tøjets tyngde der sugede mig ned, og gjorde det svært at komme op, og ramte klokkeklart ned i en følelse af ikke at kunne få vejret i et badebassin i Israel for 100 år og 1 dag siden.

Da jeg bagefter stod i en campingvogn under den lunkne bruser efter endt optagelse, hulkede jeg som en 5-årig med fletningerne i postkassen.

Kun en tåbe frygter ikke havet, poolen og en vandpyt hvis du er så uheldig at besvime med hovedet liggende i en.

Jeg elskede at lave den norske Tv-serie Harry og Charles, lige med undtagelse af hovespringet ud i det iskolde vand fuldt påklædt.

Min far har lært mig at sætte pris på et lands historik.

I Danmark hørte vi om Harald Blåtand, Palantoke og Jomsvikingerne.

Da han tog os med til Grækenland, genfortalte han Odyssén for os som forberedelse til rejsen, ligesom vi gennemgik både det gamle og det nye testamente inden turen til Israel.

På den måde levendegjorde han ruinerne.

Han er en fantastisk fortæller, min far.

Når vi stod i 40 graders varme og var ved at dø af hedeslag, formåede han alligevel at fremmale Sokrates, stående på nogle klipper lige inde man når op på Akropolis, argumenterende for sin frihed i form af sin berømte forsvarstale.

Han fremmalede hvordan Athene blev født springende ud af sin fars pandeskald.

Athene er visdommens Gudinde. Og byen Athens beskytter.

Hun er iklædt hjelm og spyd. Nogen kalder hende krigsgudinde,  i min optik en lidt forsimplet titel.

Hun er født af Zeus Hjerneskal. Hun er personinficeringen af klogskab og visdom og derfor en naturlig strateg.

Det er Athenes gunst og råd man ønsker i krigstid når slaget står for døren.

Jeg kalder hende Visdommens og Strategernes Gudinde.

Da jeg var barn, så jeg hemmeligt op til Athene.

Hun var Badass og selv om jeg var en “lyserød” pige, der helst kun gik i kjole,  har jeg lært af min far og Athene – at bruge min hjerne og stå på min ret. Tak for det.

Athenes fødsel… sprunget fra sin far Zeus pande – Der sidder hun, lille bitte men allerede fuldt påklædt på hans hoved.

 

Senere tog jeg selv ud at rejse, første gang i `89.

Det var før mobiler og computere.

Min venner og jeg købte et åbent togpas til Europa, det havde en løbetid på 30 dage.

Også kaldet Interrail  (hvis nogen ikke skulle kende til conceptet. )

Det var den populæreste rejseform for unge under 26 i slut 80’erne og starten af 90’erne.

Jeg ved ikke hvordan vores forældres nervesystem klarede de 30 dage, vi var væk uden nævneværdige livstegn.

De hørte først fra os efter 25 dage, vi ringede collect-call til en af mine kammeraters mødre, og meddelte vi ville være hjemme på tirsdag, og gad hun sige det videre til de andre forældre.

Selvom vi havde sagt hvilke lande,  vi ville besøge, så nåede vi et par “detours”.

Frankrig stod f.eks ikke på vores rejseplan, alligevel opholdt vi os i Paris i adskillige dage.

Det var min skyld.

De andre havde spist en ordentlig røvfuld hash, inden vi forlod Holland og var mega skæve på togturen videre ned i Europa.

Jeg og min venindes havde påtaget os opgaven at være “ædru” og bl.a få os på det rigtige tog ved togskiftet i Paris. Da jeg havde haft fransk i et helt år i skolen, var den del min hovedopgave.

Jeg fejlede.

Det var sent om aftenen,  og vi endte med at tage ud til Boulogneskoven, hvor vi overnattede i vejkanten. Det var en meget dramtatisk nat.

Vejen var fyldt med ludere og langsomkørende biler, der samlede damer op. Andre biler blev parkeret, mænd steg ud og forsvandt alene ind i skoven.

Midt i dette inferno sad vores lille gruppe i soveposer sammen med to forkølede Finner, vi havde fundet bag en busk, og som også havde forvildet sig ud i den “forkerte” ende af Boulogneskoven.

Vi lukkede ikke et øje den nat.

Jeg var lige fyldt 16 år, og kvinder kun iført trusser og høje hæle i vejkanten var en ny oplevelse for mig.

Næste morgen gik vi med fuld oppakning til den anden ande af skoven, hvor vi havde læst, der var en campingplads. Der var vi så heldige, at vi få den sidste teltplads, de havde tilbage.

Vi var ved et uheld dumpet ned i Paris på 200 års dagen for Bastilliens fald. Tusinder var valfartet til Paris fra alle hjørner af Europa for at deltage i festen.

Alle hoteller var udsolgt, Campingpladsen var overfyldt, byen husede alt hvad remmer og tøj kunne holde, Årsdagen skulle fejres og det blev den, af hele Paris i en kæmpe folkefest og med os på de billige rækker.

Da vi endelig kom væk fra byen, tog vi til Portugal.

Først Lisabon og senere ud på landet.

Vi hang ud med nogle unge mennesker på vores egen alder til en jazzfestival i en lille bjerglandsby kaldet Gourda,

Jeg blev pennevenner med en af pigerne Lara i et par år, men mistede kontakten, for ca 6 måneder siden blev jeg kontaktet af en af de portugisiske drenge fra slænget, han er nu kulturjournalist i Lisabon. Han var stødt på mit navn på internettet.

Verden er lille bitte og frygtelige stor på en gang.

På vej hjemad fik vi en bøde på 700 kr, for at være stået på et tog, der ikke var indbefattet i interrailen.

Vi havde ingen kontanter og lånte derfor af en ung Amerikaner i kupeen, han ville alligevel til Danmark senere på sommeren , så vi kunne betale ham tilbage der. Da han kom til København, endte han med at være med til min venindes fødselsdag.

Jeg var lidt forelsket i ham, mest fordi han var amerikaner, tror jeg. Han hed Ernest, var 10 år ældre, gik med bandana og havde skægstubbe.

Jeg udvekslede et par breve med ham det følgende år, og ærgrede mig over, jeg ikke havde kysset ham, da jeg havde chancen. Men jeg var ung og blufærdig og slet ikke kæk nok til at give granvoksne mænd et kys.

På vej hjem gennem Europa, pitstoppede vi i Stuttgart.

Vi havde læst om et spændende kunstmuseum, vi alle gerne ville på, vi holdt “campingplads” på Stuttgart Hauptbanhof, så vi ikke skulle bruge penge på unødige ting som ophold.

En midaldrende mand, spurgte drengene i vores gruppe, hvor meget min veninde og jeg skulle koste.

Jeg havde set Chrsitane F og følte mig straks i fare for at få den mest bundløse skæbne. Min bror som var med på turen, blev meget forarget over mandens spørgsmål. Han gav ham heldigvis en skideballe på bedste 1 g’s tysk “Du bist doch ein slemmer Kerl ! Das is mein Schwester! Wiest du das!!!!!” sagt med 5 udråbstegn.

Da de allersidste D-mark var knaldet af på vinylplader i Stuttgart, måtte vi fylde vores vandflasker med vand fra fontainen på et springvand, til den sidste togtur mod københavn.

Jeg kan stadig mærke min mund større sig sammen,  hver gang jeg tænker på, hvor klamt det vand var.

Det var en crazy og fantastisk tur, når jeg som voksen tænker tilbage på den.

Dengang føltes det helt naturligt at rejse ud på må og få.

5 drenge og 2 piger.

Vi skulle i 2 g efter sommeren.

Der var to år til jeg blev 18.

To år til jeg blev Student.

Og jeg havde lige købt en kornblå kjole med dyb rygudskæring fra Noa Noa, som nok skulle få et hoved eller to til at dreje i Europa.

Jeg har altid elsket at rejse, det er som, om jeg føler mig, tættere på mig selv, når jeg rejser, jeg elsker at falde i snak med folk fra andre lande, både rejsende og fastboende.

Jeg elsker interaktionen af kulturudvekslinger, og som jeg tidligere har beskrevet, elsker jeg at tænke på alle de mennesker, som har levet på historiske steder.

Efter jeg har fået barn, har det at rejse dog taget en liiidt anden karakter.

Jeg er just hjemkommen fra Gran Canaria, hvor jeg gik “full monty” på charteroplevelsen..

Det var helt sikkert et blog indlæg værd!

Stay tuned…