Noget om levet liv og mit HC Andersen yndlings eventyr

Jeg godt lide at lægge en hånd på væggen i gamle bygninger.

Mærke muren, tiden, årtierne eller endnu bedre århundredene.

Alle de mennesker der har været i berøring med disse mure , disse rum, hvem var de?

Hvem  har de grædt over, le’et med , skændtes om.

Har de været ensomme? Med hjertet fuld af sorg, ryggen kriblende af paranoia og maven fyldt med angst.

Hvem har de tilgivet, hvornår har de følt sig mest lykkelige, og hvilke drømme har de haft?

Har latteren runget mod loftet, har dansen været trådt på disse brædder, har de elsket op ad en mur eller under tykke tæpper i mørket.

Hvad har deres had mon bundet i?

Og har de rejst sig igen, når de faldt?

Det er underligt, men jeg kan føle en enorm stor ømhed overfor alle disse ukendte mennesker, det er en sentimentalitet, jeg altid har haft, som et blødt punkt i mit bryst, der fører mig ud til fjerntliggende ruiner i fremmede lande, ind i porte i små byer og hen ad kirkegårdsstier.

Det er et punkt, der både favner og dykker ned, men egentlig også er skide besværgeligt, for jeg bliver til tider fyldt med melankoli over alle mulige ukendte, forlængst døde og begravede menneskers liv.

Da jeg var teenager, samlede jeg på postkort, både dem jeg selv fik og fremmede menneskers postkort, som jeg købte i kuriøsabunker på loppe markeder.

Jeg elsker disse små splintre af levet liv. Hilsner fra rejsende, byer der er fastfrosset i et tidglimt.

Et postkort fra min mor og far fra New York dateret 12 juni 1976 , Jeg er 3 år og mine forældre bliver først skilt om 2   -De havde et helt liv sammen i 12 år.  jeg er født i den sidste halvdel af de 12.  Jeg har altid elsket det postkort.

Nu ældre jeg selv bliver, nu mere bevidst bliver jeg om hvor mange små liv, der er i et enkelt menneskes liv.

Barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Før og efter en succes.  Før og efter et barn. Før og efter et tab.  Kærlighed vundet og mistet. Vi griber ind og ud af hinandens liv.

Jeg synes det er smukt og fascinerende.

Jeg har aldrig kunnet lade være med at stoppe op. Breve skrevet, og gemt.  Inskriptioner i bøger købt på loppemarkeder.

Små mærker i tid og rum fra bankende hjerteslag.

Min postkort og brevsamlinger har ligget i kasser de sidste 15 år, en af kasserne gik i stykker, da jeg prøvede at få låget op. Måske bør man smide hele lortet ud, det er jo bare bagage, der koster en tur hos kiropraktoren hvergang man flytter.

I disse år handler det om at downsize.

Eje så lidt som muligt.. være en fri fugl.. Gøre sig fri af jordisk gods…simple living…Eller at kunne tage sit gode tøj og skride fra det hele! Men hvor skrider man egentlig hen?

Da min far downsizede for et års tid siden for at flytte i de Gamles By “Upsizede” jeg.

Flere breve, skolebøger og billeder.  Min fars. Og nu her ved mit skrivebord har jeg hængt et billede af farfar Viggo, som jeg fik ved den lejlighed..

Farfar Viggo og med elever.

Han var skolelærer i Fredericia.

På billedet en mand i sin bedste alder, men hvad man ikke kan se, er at hans liv ikke varer så meget længere, han dør af kræft som 36 årig,  min far var 2 år på det tidspunkt og hans lille søster Vigga var inde i sin mors mave.

Min farmor Anna blev med et slag fattig enke med 4 børn.  Det prægede hele min fars barndom og dermed min. Min far kunne aldrig blive træt af at fortælle historier om sin far, så jeg synes, jeg kender Viggo, selvom jeg aldrig har mødt ham.

Jeg kan godt lide at kigge på ham, der midt i drengeskolen. Det minder mig om noget. Husk at leve nu og husk dem hvis skuldre vi alle sammen står på.

Det kan være så uendelig frusterende at være menneske. I bund og grund prøver vi alle bare at overleve på mere eller mindre primitiv vis.

Da jeg var 16 læste jeg  ” Vanddråben” af Hc Andersen.  Den gjorde et stort indtryk på mig.  Den handler om mennesket i alt sin poesi, humor og grusomhed. Jeg tror det er mit yndlings Andersen-eventyr.

Det er ganske kort og du læse det her.

 

VANDDRÅBEN af HC Andersen.

Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre og dog er de glade og fornøjede, på deres måde.

Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. Han ville altid have det bedste ud af enhver ting og når det slet ikke ville gå, så tog han det med trolddom.

Nu sidder han en dag og holder sit forstørrelsesglas for øjet og ser på en vanddråbe, der var taget ude af en pyt vand i grøften. Nej hvor det kriblede og krablede der! alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i hverandre og åd af hverandre.

“Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle Krible-Krable, “kan man ikke få dem til at leve i fred og ro, og hver at passe sit!” og han tænkte og tænkte, men det ville ikke gå, og så måtte han trolde. “Jeg må give dem kulør, at de kan blive tydeligere!” sagde han, og så hældte han ligesom en lille dråbe rød vin i vanddråben, men det var hekseblod, den allerfineste slags til to skilling; og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen, det så ud som en hel by af nøgne vildmænd.

“Hvad har du der?” spurgte en anden gammel trold, som ikke havde navn, og det var det fine ved ham.

“Ja kan du gætte hvad det er,” sagde Krible-Krable, “så skal jeg forære dig det; men det er ikke let at finde ud, når man ikke ved det!”

Og trolden, som intet navn havde, så igennem forstørrelsesglasset. Det så virkelig ud, som en hel by, hvor alle mennesker løb om uden klæder! det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at se hvor den ene puffede og stødte den anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulle øverst og hvad der var øverst skulle nederst! “se! se! hans ben er længere end mit! baf! væk med det! der er én som har en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner ham, og så skal den pine mere!” og de hakkede i den, og de trak i ham og de åd ham for den lille knops skyld. Der sad én så stille, som en lille jomfru og ønskede alene fred og rolighed, men så skulle jomfruen frem, og de trak i hende og de sled i hende og de åd hende!

“Det er overordenligt morsomt!” sagde trolden.

“Ja men hvad tror du det er?” spurgte Krible-Krable. “Kan du finde det ud?”

“Det er da godt at se!” sagde den anden, “det er jo København eller en anden stor by, de ligner jo alle sammen hinanden. En stor by er det!”

“Det er grøftevand!” sagde Krible-Krable.

-slut-

Noget om hvorfor jeg droppede min Facebook

Mig uden min Facebook

Jeg har taget tilløb til det længe, faktisk i et lille år.

Jeg har slettet min Facebook.

Jeg erkender blankt, jeg kunne ikke administrere det.  Det var ikke bare, når jeg sad i et venteværelse, eller stod ved bussen og lovligt skulle have tiden til at passere på ukonstruktiv vis.  Det var også når jeg så tv,  så kunne man kommetere på det man så og andre kommenterede tilbage, det var både sjovt og hyggeligt, når ens barn var gået i seng og man egentlig bare sad alene med aftenkaffen.

Men der stoppede det ikke.

Jeg kunne også være på Facebook, når jeg hyggede med familien, var til middag eller i byen og i virkeligheden burde have haft mit fokus et helt andet sted.

Bornholms Tidende som jeg ynder at kalde Facebook, trak i mig – I tide og utide.

Efter jeg fik barn, begyndte jeg at vågne midt om natten. Det er som om jeg ikke kan sove de der store stræk på 7-8 timer mere, men nattesøvnen er delt op i små 2-3 timers perioder og ikke sjællendt har Bornholms Tidende lige fået et klik eller to.

Kælenavnet Bornholms Tidende et et udtryk, jeg overhørte en anden bruge, og jeg synes dengang, det var passende, for det rummer i virkeligheden det, jeg bedst kan lide ved Facebook:

At følge med i dem jeg kenders liv, men som jeg ikke ser ofte nok,  deres tanker om jobs, og familie, deres små filosofiske anskuelser om vores samfund, klip fra diverse gamle film, kultur-udbud  og en saglig diskussion i ny og næ , som får mig til at tænke over tingene en eksta gang..

Da jeg slettede min Facebook, fik jeg abstinenser, det var faktisk lidt uhyggeligt. Jeg følte en rastløshed, som jeg ikke helt havde set komme.  Det lyder helt latterligt og skørt, men man bliver sgu afhængig af folks gøren og laden på Facebook.

“Log ind” hvisker det i fingerspidserne “log ind”  og se hvem der har fødselsdag, du kan jo bare sende dem en sms.  Et “Hurra Tillykke” med et lille uskyldigt kage-ikon, og nu du er derinde, så tjek lige hvad folk ellers laver, du behøver jo ikke deltage, du behøver jo ikke kommentere og tilkendegive, at du ikke kan holde pølsefingrene fra “fjæset”

Det er nemlig sådan, at 3 uger efter endt sletning af Facebook-konto, er det stadig muligt at åbne sin Facebook med et enkelt saliggørende klik. Hvis nu man skulle have fortrudt sin ensomme vandring væk fra Facebooks lyksagligheder.

Nu hvor jeg ikke er på Facebook længere, mærker jeg også de forskellige konsekvenser af ikke at være en del af fællesskabet.

Jeg har i de 2 måneder, hvor jeg har været uden Facebook, misset diverse invitationer: Nytårsaften-ramasjang, fødselsdage, og sågar en enkelt brylupsreception, heldigvis har folk været søde nok til at undre sig så meget over, at de ikke har kunne finde mig, at de er endt med at kontakte mig af anden vej.

Det går også op for mig at jeg nu har mistet kontakten til, barndomskammerater, mennesker jeg har mødt gennem jobs og rejser i udlandet og har nydt at følge, mennesker jeg ikke er i daglig kontakt med i den virkelige verden.

Og Messenger er røget!

Selvom jeg var på Messenger inden Facebooks fagre verden åbenbarede sig. Jeg havde flere on-going samtaler kørende derinde, men Facebook reglerne er åbenbart sådan.  At lukker du din Facebook, lukker du din Messenger.

For nogle år siden røg jeg ud i en lille lokal shitstorm. For at skåne mig selv, måtte jeg slette Facebook app’en fra min telefon, så jeg ikke kunne læse alt det “lort” jeg blev skudt i skoene. Shitstormen drejede sig om en dansk film. Det var en ekstrem frusterende oplevelse, bl. a fordi det midt i diskussionen gik op for mig, at jeg reelt var den eneste, som havde set filmen. Dem der shitstormede mig havde ikke.

Deres forklaring var at de ikke ville støtte filmen med deres penge i form af købte billetter. Det føltes virkelig opad bakke, og hver gang jeg prøvede at forklare, at de i det mindste burde se filmen, så de kunne diskutere den på et sagligt grundlag, fik jeg læst og påtalt, at jeg intet grundlag havde for at diskutere filmen fordi jeg var et forudindtaget og priviligieblindt menneske, pga af min baggrund.

Det er svært at blive overfaldet verbalt i den virtuelle verden, og samtidig være ordentlig til stede i den virkelige verden.

Jeg følte mig dybt uretfærdig behandlet, og mente jeg måtte forsvare mig selv,  indtil, mennesker omkring mig kom med et intenst krav om at slette Facebook-ikonet fra min telefon og være tilstede. Jeg var taget  i sommerhus i den VIRKELIGE verden med venner for at hygge mig, men al min opmærksomhed gik på den voldsomme diskussion, jeg var røget ud i på Facebook,  den påvirkede mig enormt, og samtlige mennesker jeg var sammen med blev indraget i den.

Så efter press lukkede jeg ned for det virtuelle.

Jeg rystede episoden af mig og efter en uges tid var jeg i tilbage København og “klik klik” tilbage på Facebook.

Som årene er gået, har jeg dog fået et større og større problem med Facebook for midt i børne og fødselsdagsopdateringer, ferietips, artikler om samfund, miljø og kulturindlæg flyder store ildelugtende lorte rundt i kommentarsporenes døgnåbne skraldespand. Og det bliver sværere og sværere for mig at svømme uden om.

Jeg vil, af natur, utrolig gerne forstå.

Det er en super fed egenskab som skuespiller, at prøve at forstå sin karakter, at finde noget sympatisk i det usympatiske og omvendt, men privat suger det nogen gange én for energi, og man bliver desillusioneret på mennesker. Det eneste jeg får ud af det, er en frygt for fremtiden, som et lille hårdkogt ondt æg i min mave og en oplevelse af at blive hyllet ind i en lang sort kåbe af misantropi.

jeg vågner om natten, det kører rundt i hovedet på mig.

Racismen, Politikerleden, Shitstormene, Misogynismen, og for den sags skyld den lejlighedsvise Misandrismen. Fra Højre til Venstre. Op, ned, frem og tilbage.

På nettet får ekstremerne frit spil i forum, som tillader at de møjer os alle sammen til.

Hvorfor ?

“Fordi det er gratis”, siger jeg til mig selv, det koster dem ikke noget, de skal ikke stå til regnskab for deres verbale overfald.

Vi elsker alle at få folk til at klikke og “like” det vi lægger op, og det er for så vidt fint med mig, jeg elsker også den del, men vi elsker også at tyre vores bolde efter andre, som var det bjørne i et skydetelt i Tivoli. Folk sidder bag en skærm og tænker ikke over, der sidder nogen i den anden ende og får en skylle opkast i hovedet.

For nogle år siden fik min bror og jeg taget et billede til en kampagne for Folkekirkens Nødhjælp. På billedet står vi foran en mur og holder et skilt, hvorpå der står: “Det er dansk at dele – også med verdens fattigste”. Billedet lå selvfølgelig på deres Facebook side. Det fik en masse likes og en del kommentarer af forskellig art.

En af kommentarene tænker jeg stadig på.

Den lød noget a la sådan her:

“Utroligt at søskendeparret frivilligt stiller sig op ad en mur, nå – men så ved de jo hvad de skal gøre den dag landforræderne får hvad der tilkommer dem.”

Kommetaren rystede mig, den insinuerede at vi ville blive stillet op ad en mur og skudt for forræderi en dag.

Jeg klikkede på fb-brugerens billede.  Han var vild med Anden Verdenskrig retorik, der var flere ting der handlede om landsforrædere og hvordan de skulle stilles op ad en mur.

Manden var omkring de 60 og højsandsynlig ganske ufarlig, men han gjorde mig alligevel rædselslagen. Min morfar måtte flygte under Anden Verdenskrig pga af sine jødiske aner, så jeg tager det ikke let, når folk taler i retorik, som ikke er hørt siden 40’erne.

Jeg overvejede, om jeg skulle anmelde kommentaren som hadefuld retorik til FB, men det har jeg gjort før, og min erfaring er at Facebook er langt mere large overfor den slags, end jeg er.

Jeg besluttede i stedet at konfrontere manden med, at jeg faktisk havde læst hans kommentar.

Jeg skrev,  jeg synes, det var okay, at han var uenig med mig i, hvordan vi skulle indrette vores verden, men jeg synes, han gik over grænsen, når han omtalte mig som landsforræder.

En time senere var kommentaren væk.

Jeg ved ikke, om det var administratoren, der havde fjernet hans kommentar, eller det var ham selv.

Jeg håber det sidste.

Jeg håber, det gik op for ham, at der faktisk var en modtager i den anden ende af hans ubehagelige statement.  At Facebook og internettet ikke bare var hans private Tivoli-telt hvor han kunne skyde med spredhagl på andre.

I min søns børnehave bruger de aktivt Maryfonden og Red Barnets anti-mobnings program “ Fri for Mobberi”. Her udvikler børnene et fælles sprog for at forebygge mobberi.

Tænk hvis en hel generation voksede op med en fælles følelse af, at mobning ikke er i orden, og derfor tabte lysten til at mobbe. Kunne man så ændre verden? Eller måske bare en flig af verden?  Jeg synes det er en helt vidunderlig tanke. Jeg ville ønske alle instutioner var en del af “Fri for Mobberi”

Jeg ville ønske at der fandtes et “Fri for Mobberi” program for voksne,- de har tydeligvis brug for det!

Jeg ville ønske at “De sociale medier”  ikke med mellemrum føltes som den største og ledeste skolegård.

Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at verden uden for internettet også har en “Dark Side”.

Vi har alle en “Dark Side”

Ja, også dem/ mig / os, der pudser vores glorie.

Der er steder i verden hvor “The Dark Side” regerer total og aldeles på rædselsfuldeste vis.

Jeg kan næsten ikke holde ud at gå ind i det tankerum, selvom det er nødvendigt nogen gange, hvis man vil kæmpe for at verden skal forandre sig, men det er en anden historie.

Indtil videre har jeg besluttet mig for, at holde en pause fra Facebook, hvem ved, en dag ombestemmer jeg mig måske, og en lille diskret laura-profil dukker op, men indtil da er jeg at finde på min anden “Guilty Pleasure”  den kan du tjekke ud her:  https://www.instagram.com/laurahbro      Og den sletter jeg ikke lige foreløbig….

 

Hvis du vi vide mere om Red Barnet og Maryfondens FRI FOR MOBBERI <3 så tjek det her link http://www.friformobberi.dk

 

Det famøse “Det er Dansk at dele” billede, som faldt en Facebook bruger for brystet. Ps: Jeg synes stadig det er dansk at dele

 

 

Den kontroversielle film Guldkysten som fik mig ind i en lille lokal shitstorm – Jeg synes stadig det er en fremragende film, uhyggelig, ubehagelig  og noget af en øjenåbner.

Noget om robotter og tidsrejser

Jeg har stadig mit Star Wars pudebetræk. Ting der er lavet i 70’erne holder bare laaang bedre…

I slut 70’erne satte vi os en aften ind i min fars hvide Datsun og kørte i  Drive-in bio.  Der var Star Wars på programmet og vi glædede os helt vildt.

Min far var lige kommet hjem fra New York, og havde hjembragt Star Wars pudebetræk og T-shirts. Og en sølvfarvet dynejakke som fuldstændig lignede en rumdragt. Det Amerikanske flag prydede stedet hvor man ellers ville have placeret en brystlomme, og nedenunder stod der med store bogstaver NASA, og på dynejakkens arm var et stor rundt Nasa logo.

Når man havde den på, kunne man stort set alt, bortset fra at gemme sig.

Ingen andre , og jeg mener “INGEN” andre ejede dengang noget, der bare mindende om denne futuristiske sølvfarvede sag. I hvert fald ikke på Frederiksberg.

Da vi i starten af 80’erne flyttede fra villa til Gammel Kongevej 169, lå der i bunden af vores ejendom en lille videoudlejnings butik.

Der var ikke særlige mange, der havde videomaskiner dengang, men vi fik selvfølgelig straks en VHS maskine.  Man kan jo ikke bo oven på en kæmpe videosamling uden at have en videomaskine.

Det ville jo nærmest være dumt.

Så vi så alt, hvad der var i den butik.  Rub og stub  ( med undtagelse af pornoen selvfølgelig, men det var kun 2 hylder. )

Voksen og børnefilm i én pælle mælle, og vi elskede det.  Fra “Funnygirl”, til “Spartacus”. Fra “Herbie” til “Dirty Harry”. Fra “Ørneborgen” til “Tess”

Film med Gene Wilder, Woody Allen, Chevy Chase, Audry Hepburn, Carey Grant, Vivien Liegh,  Goldie Hawn, Bud Spencer, Eroll Flynn, Chaplin, Kurt Russel og mange flere var vores weekendhelte i et stort mix.

Og vi så selvfølgelig også sci fi.

Alt fra “Rumrejsen 2001” over “Seconds” til “Body Snatchers.

“Star Trek” og Westworld, Oh sikke gys, sikke verdener der åbenbarede sig, først i stuen på Gammel Kongevej og siden i det lille røde hus på Solsortevej i anden halvdel af 80’erne.

3 ,4 nej – nogen gange 6 film på en weekend, så længe der var ostepops og Earl GreyThe på kanden, så gled den ene Hollywood produktion ned efter den anden,  halvdelen af titlerne har jeg faktisk glemt. Men der er selvfølgelig nogen der står ud.

Planets of the Apes for eksempel

Jeg glemmer aldrig det øjeblik i “Abernes planet”, hvor Charlton Heston falder på knæ i bundløs afmagt foran en halv begravet og nedsunken Frihedsgudinde på stranden .

Episk intet mindre.

Det var i hvert fald, hvad der skulle til,  for at en forkærlighed for sci-fi med en acopylyptisk drejning, var født hos denne lille pige, der sad med åben mund og polypper og var dybt rystet I sin grund vold.

Så mange spørgsmål meldte sig i mit hoved.

Hvad er afstand og hvordan måles den?

I kilometer eller I tid ?

Eller måles afstand i virkeligheden i noget langt mere subtilt, som f.eks ånd ?

Da jeg var i Tokyo for nogle år siden, skulle jeg selvfølgelig på The museum of Emergin Science “Miraikan “ og se på robotter.

Det er super interessant, i vesten har vi en tendens til at være bange for robotter.

Vi frygter, de vil blive selvtænkende væsner med en sjæl og en egen vilje, der uundgåeligt ønsker at overtage verdensherredømmet.

For det er vel det, alle vil, inderest inde, synes den vestlige tankegang at konkludere.

At herske over alle andre arter.

Men sådan opleves det ikke i Japan, Robotter ses mere som hjælpere, måske endda noget man kan være på lige fod med.

En slags ven man ikke har mødt endnu.

Det er måske ikke så mærkeligt, at der er denne forskel i robot opfattelse.

I Japan er tanken om, at alt har en sjæl, ikke fremmed.

Et træ eller en sten kan have en sjæl i Japan,  så hvorfor egentlig ikke også en robot? Springet synes ikke så langt.

I ånden føler jeg mig “japansk”.

Jeg er ikke bange for robotter, med mindre de falder i nogle grimme menneskers hænder selvfølgelig.

“Miraikan” Er et fantastisk museum og et slaraffenland for en robotelsker.

At få en hjelm på med indbyggede briller, og pludselig kigge ud i gennem øjnene på en 20 cm høj robot, man lige havde set i et andet rum, med seks ben og et udseende der mest af alt minder om et eksotisk insekt, man nu med special handsker og knapper skal styre gennem små triumfbuer og forbi klodser der er udlagt som forhindringer, er en mageløst oplevelse.

Eller at møde robotten Asimo der kan svare på spørgsmål fra publikum.

Den lille sprogbarriere, synes underordnet, når der står en “lyslevende” 130 cm robot foran en, som både går, står og taler flydende japansk, så resten af publikum kan forstå det.

Robotten Asimo

I det hele taget er Japan et ganske magisk sted for sådan en som mig, der både elsker historie, svundne tider, spiritualitet, og futuristiske scenarier. Fra Ninjaborge,  The-ceremonier, stenhaver, templer, robotter og fuglefløjtende toiletter der både vasker og blæser dig tør, når du har afsluttet dit forehavende.

“The best of all worlds” i hverfald når man er en turist der hedder Laura Bro.

Åh hvem der blot kunne tidsrejse, langt tilbage i historiens vingesus og fremad mod den uudforskede morgendag.

Nogen gange tænker jeg, det måske er derfor,  jeg er blevet skuespiller.

Der står allerede en del kostumedramaer på cv’et, så nu mangler jeg egentlig bare at få lov at hoppe i en blå trikot og lade anti-tyngdekraften indtræde,  så jeg kan få udfyldt de sidste huller i barndomsdrømmene…

Kryds fingre for mig.

Laura bro rejsende i tid og sted.

Mig der leger Total Recall på Borgerservice i Nyrupsgade