Ode til min far eller bare noget om kunst

 

 

The Dead Christ with Angels af Manet (1864) Hænger på Metropolitan Museum of art.

Jeg har fået en ny App. DailyArt hedder den.

Hver dag viser den et nyt maleri og giver en kort baggrundshistorie for billedet. Forleden dag var billedet Manets “Dead Christ with Angels”

Super fedt og stærkt billede, anderledes end hvad jeg ellers har set af Manet, anderledes end så mange andre “kristus” billeder.

Han er enten portrætteret som frelser i stråleglans eller hængende lidende på korset, begge dele har altid virket underligt romantiserende på mig.

På Manets billede sidder han, men det er ikke hans livskraft der holder ham oppe, nej han bliver støttet af en engel med blå vinger.

Titlen siger han er død, men jeg bliver alligevel lidt i tvivl, når jeg ser hans ansigts udtryk.

Hans krop er åben. Hænderne opad. De skjuler ikke noget, og man kan se hullerne fra naglerne i håndfladerne, men hans ansigtsudtryk virker som om, der måske alligevel er et sidste åndedrag i ham.

Øjnene er smalle, måske ser han noget, måske prøver han, at komme i tanke om noget han har glemt, eller er han i virkeligheden lidt overrasket over udgangen på det hele, som én der pludselig opdager han er blevet skudt.

Kom det bag på ham, at Gud ikke reddede ham på et hængende hår?

I højre hjørne ser man en slange der kryber væk. Bibelske slanger. De er sgu ikke til at stole på, og manipulerende af helvede til.

Er det Judas, der er slangen? eller er det menneskene, folkemængden som valgte at redde Barrabas, en morder, fra korset og ikke Jesus, agitatoren?

Eller er det i virkeligheden Gud, som er slangen ? For når alt kommer til alt, var det så ikke Gud, der dolkede ham i ryggen og ofrede ham for vores synder?

Det kan også være Jesus ikke er død, men faktisk er ved at vågne, han skal jo vandre 40 dage på jorden inden han farer til himmels. Måske er de to engle ved at pakke ham ud af ligklædet og de smalle øjne udtrykker i virkeligheden følelsen af ilt, der pludselig strømmer ned i lungerne og ud i blodet.

Jeg er ingen kunstekspert eller teolog.

Nogen vil synes min tolkning eller gisninger er helt forkerte- og andre vil helt sikkert dø over jeg tager fat i et kristus billede, (måske er du allerede holdt op med at læse, det “skide” kristus billede skræmte dig væk) for er religionen ikke bare det der skaber krige og kaos,- NEJ ønsket om kontrol og magt over andre skaber krig og kaos. Det ønske findes også blandt ateister. Desværre.

Jeg har aldrig været bange for religiøs kunst, uanset tro.

Der findes i mytologi og religiøse skrifter store historier som gang på gang blive genbrugt i moderne versioner. Og den vestlige verden er alligevel gennemsyret af århundreders kristen kulturarv, der lister sig ind alle steder.

Jeg er heller ikke bange for at tolke på kunst, selvom jeg ikke har læst kunsthistorie.

Det er jo det der er så fedt ved kunst.

Dets opgave er ikke nødvendigvis at komme med en masse svar, som du kan måle og veje, men derimod at stille en masse spørgsmål, som du kan grunde over.

Det er gennem kunst og kultur at vi møder os selv og hinanden.

Det er der vi opdager og tager stilling til, hvem vi er, og hvad vi kommer af.

Kunsten pirker, prikker eller banker til os på et andet plan.  Nogen gange voldsomt og kontant – andre gange langsomt og subtilt.

Dengang jeg var barn, tog min far os altid på museum, det var som om, han synes kultur var svaret på alt.

Det er forår, solen skinner, lad os køre en tur og gå på udstilling,

Er du ked af det?  Lad os tage ud og se på noget, en Jættehøj, Rungstedlund eller Louisiana.

Da han fortalte os, at min mor og han skulle skilles, begyndte jeg at græde, og han foreslog straks vi tog færgen til Fyn for at se på herregårde.

Jeg tror, min far dengang mente, at kunst og kultur var det bedste sted at begrave sine sorger og det bedste sted at sprede sine glæder.

Jeg har altid synes det var en af min fars smukkeste træk.

Love you Daddy-O

 

min far Christoffer, på Gladsaxe teater.

.

 

 

Forsinket Nekrolog og Noget om Skønhedsidealer

 (mig og Muffe.)

Han hed egentlig “Early Morning”.

Det var i hvert fald, det der stod på hans stamtavle, men hos os og blandt venner blev han bare kaldt Muffe.

Hans pels var så tyk og krøllet, at jeg mere end en gang overvejede, om man kunne spinde garn og lave en ægte muffedisse af hans afklippede hundeuld.

Der var ikke meget “afternoon tea” over Muffe. Han var fræk som en slagterhund. Hvis han kunne komme af sted med det, hoppede han op på bordet og slikkede på alle vingummierne i slikskålen. Så kunne skålen stå og glinse af hundesavl i weekend solen og vente på, at man intetanende nappede én.

Han elskede også at stikke af. Og efter en hæsblæsende løbetur, fandt man ham gerne midt på nabovejen, mens han gøede triumferende af bilerne, som hverken kunne komme frem eller tilbage.

Hans bedste ven hed Venson og var en kommunehårsfarvet kanin.

Venson mindede om en ældre magelig dame, med strikketøj i tasken og nybagt smørkage under armen. Muffe behandlede hende med største ærbødighed og nænsomhed. Når han lagde sig i sin hundekurv, kom Venson gerne hoppende for at ligge i ske. Så lå de der som John Lennon og Yoko Ono, og udgjorde et perfekt yin og yang. Når Muffe og Venson var sammen var der fred på jord.

Muffe lignede egentlig mere en lille sort bjørn end en hund, han blev ikke klippet i fine frisurer med pon pon’er,  og hvad der ellers hører sig til, når man er født som puddelhund. Men hans stamtavle var meget MEGET fin, da han var lille, var han med i en hundekonkurrence, som han vandt, på trods af at han tissede på dommerens sko.

Så fik han en lille sølvfarvet pokal med inskription.

Den stod i et skab.

En gang i mellem tog jeg den frem, for at minde mig selv om at Muffe ikke var Hr hvem som helst, næ han havde potentiale til at blive noget stort.

Desværre skulle samme potentiale spænde ben for et langt og lykkeligt hundeliv. En dag ud af det blå begyndte han at hyle og hyle i ulidelig smerte.

Et røntgenbillede af Muffes bagparti viste, at han stort set ikke havde nogen hofteskåle til at holde lårknoglerne på plads.  Dyrlægen sagde, at det var noget man så nogen gange, når hunde blev fremavlet. En puddelhund f.eks skal være smal over hofterne for at have de helt rigtige proportioner i hundekonkurrencerne.

Hans førlighed kunne reddes ved at plante nogen store søm i hans hofter,  han ville formentlig altid have smerter og ville nok aldrig helt blive den samme Muffe igen.

Min far valgte en anden løsning. Muffe fik noget at sove på og vågnede aldrig igen.

Fra da af var det slut med at dele Muffes hundekiks, når der ikke var andre lækkerier i huset. Slut med at blive overstrintet af tis, når man kom hjem fra skole, fordi han var så glad for at se én og det var slut med at få gennemtygget sine gårdsangersko.

Muffes manglende hofteskåle var mit livs første møde med forkrøblede skønhedsidealer .

Så R.I.P Muffe, – jeg håber du leger bold med Tupac i Edens Have.

Annie Leibowitz berømte foto af John Lenno og Yoko Ono fra 80’erne
Muffe og Venson’s udgave også fra 80’erne

Noget om dagdrømme

Mig der dagdrømmer på mine forældres arbejdsplads

Da jeg var barn, dagdrømte jeg tit. Om hvordan det mon ville være, at være voksen.

Jeg havde alle mulige teorier om mit kommende voksenliv. Jeg nåede både at blive arkitekt, advokat og politikvinde …..at bo i London og New York , have børn og au pair. Røven fuld af penge, tjent på internationale forretninger. En vidunderlig mand, som rejste rundt, og iøvrigt talte et andet sprog, så vores børn var tosprogede. Nogle gange var min mand asiat, det synes jeg var ualmindelig pænt, andre gange var det mig der var asiat. (Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle fikse det, men det er det fede ved dagdrømme. “Not even the sky is the limit” )

Men en ting var sikkert;  jeg ville spise ris, masser af ris, min yndlings spise, ikke en eneste katoffel var i sigte i mit voksen liv. Mit hår var tykt, mørkt og gik mig til hoften, og det klædte mig ualmindelig godt med det løst.

Det lange hår bølgede svagt fra side til side, når jeg gik hen mod Gaten i Kastrup i min skræddersyede spadseredragt:  Jeg ville kun gå i spadseredragter, og høje hæle, aldrig bukser.  Og i øvrigt flashe mine skamløst slanke lår.

Sådan dagdrømte jeg, da jeg var barn og ung teenager, om mit vidunderlige voksenliv.

Nu hvor jeg er blevet voksen, og jeg ikke har en Au pair, røven fuld af penge eller en spadseredragt, så dagdrømmer jeg sådan set stadig om fremtiden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg bo i oldekolle. Jeg vil være i fuldt vigør, spille tennis som Fabricius Bjerre,  danse rumba nytårsaften med en stor cigar i kæften, endelig fri til at skide det hele en hat fuld.

Hvis altså jeg kan gå og stå,- og er i stand til at skide selv.

Da jeg var teenager, var jeg med min skole ude og besøge et plejehjem, der var en ældre dame, der var sengeliggende, over hendes seng hang et portrætbillede af hende som ung.

Hun lignede en filmstjerne fra slutningen af 1930érne.  Marcipan hud og med blikket rettet drømmende opad mod nye horisonter.  Hun så, så eksklusiv ud. Jeg kunne slet ikke forstå, det var den samme kvinde, der nu lå der, som en rynket lille bold, ude af stand til at stå ud af sin seng.

Det gjorde et stort indtryk på mig, og stadig, nu hvor jeg tænker tilbage på det.

For “let’s face it.”

Jeg har intet boldøje og er sindsyg dårlig til tennis, og min nakke, som jeg fra tid til anden døjer med, pga en plint jeg fik i hovedet på min afgangsforestilling, får mig sku nok til at sidde med nakkekrave på, på alderdomshjemmet.

For er der ikke noget med at ens skavanker træder i 10’ende potens når man fylder 77 år?

Hvis jeg ender i den nakkekrave, så vil jeg have et par briller med orange glas i – så lader jeg som om,  jeg er “Grannen”  fra den svenske tv-serie Beck . Mon ikke der er en pensioneret politimand på plejehjemmet, jeg kan invitere på en lille “skarp” ude på altanen.

Og over min seng hænger jeg et billede af mig selv i præstekrave fra Herrens Veje. Og hvis plejepersonalet spørger, så vil jeg fortælle alt om mit liv og karrieren i Den Danske Folkekirke.

For når man bliver gammel fortæller man røverhistorier…ik? Når man bliver gammel kan man da ikke dagdrømme, eller kan man?

Og i så fald om hvad?

Om det næste liv? Om at være et lille barn igen. Eller drømmer man om døden,  at forsvinde i en sort prik, hvor alt er opløst til atomer.  Eller dagdrømmer man om fortiden?  Og hvad hvis man ikke kan slippe sine dagdrømme, fordi dagene flyder sammen.  Er man så fanget der i fortiden?

For mange år siden var jeg på vej til morgenbageren, da jeg mødte et ældre ægtepar.

“Åhhh Gud” udbrød kvinden, da hun så mig og klaskede håndfladerne sammen foran læberne.  “Hvor er det længe siden !”

Hun tog mine hænder.

Jeg blev lidt forvirret, på det tidspunkt var min mormor og morfar de eneste pensionister, jeg kendte.

Jeg skulle lige til at sige, at hun havde taget fejl af mig og en anden,  da mit blik mødte hendes mands. Hans øjne var venlige, men bedende, som om de sagde:  “Jeg beklager min hustru, men det er ikke hendes fejl”

Hun stod og trykkede mine hænder, men min opmærksom var rettet mod hendes mand. Stående et skridt bag sin lille yndige, men demente hustru.

Jeg vendte mit ansigt mod hende og hørte mig selv sige:“ jaaae og hvordan går det med jer, det er vel nok længe siden”

Så fortalte hun om en middag, de havde haft for nylig med nogle af vores fælles bekendte, som jeg sagde, jeg heller ikke havde set længe. Hun spurgte mig hvordan det gik med den “lille”, som jo nok var blevet stor nu. Og jeg svarede : “Jov de vokser jo hurtigt”.

Og jeg havde bare ben, kjole og en sommercardigan på, fordi det var tidligt, og solen ikke helt havde fået magt endnu og hendes mand blev bare ved at se på mig med det mildeste,  mest taknemmelige blik, uden at deltage i samtalen.

Da jeg skulle til at sige farvel, tog hun noget op af lommen, og lagde det i min hånd. Blødt papir.  Hun holdt mit blik fast, kneb øjnene sammen og lænede sig ind, som om hendes mand ikke måtte høre det næste:  “ Du og den “lille” må gerne solde dem op”

Jeg sagde tak. Hendes mand og jeg nikkede til hinanden og vi skiltes.

Der stod jeg på HC Ørstedsvej, en solskins morgen, lige flyttet hjemmefra med en lille snavset serviet i hånden, som jeg åbenbart godt måtte “solde” op og følte mig som en af de lykkeligste mennesker i verden.

Når jeg bliver gammel, vil jeg have en mand som hendes, der vil gå tur med mig og passe på mig, selvom jeg er væk i dementtågerne.

Og hvis jeg ikke er dement, så vil jeg alligevel have sådan en mand, og så vil vi går rundt sammen og finde på historier og gøre de unge piger lykkelige, fordi de kan se at kærligheden virkelig findes, og den står last og brast.

Jeg føler mig meget heldig at have mødt dem. At have set ind i hendes mands øjne. At have fået lov at bevidne hendes virkelighed.  Og at have bevidnet deres kærlighed.

Nogen gange er verden sgu’ smuk i alt sit forfald.

 

 

 

 

Ingvard Hirdwall som spiller “Grannan” i den svenske tv-serie i Beck
Fra mit liv i Den Danske Folkekirke

 

Noget om mod

I december måned havde jeg købt en sort palliet blazer. Jeg planlage straks at den skulle være omdrejningspunktet om mit nytårsoutfit, men da jeg tog den på lidt før jeg skulle gå, opdagede jeg at alarmen stadig sad på.

Tøjkrise!

En anden sort blazer var heldigvis nyrenset – den var pæn dog uden festlige nytårs palietter. Da den var accepteret og godkendt af spejlet,  begyndte jeg at lede efter bonnen, jeg endevendte skuffer og tasker… Der var bonner på alt fra hakket oksekød til playmobil, men ingen paliet-blazer bon. Jeg satte mig ned og prøvede at koncentrere mig om hvad der var sket med den bon, jeg fik et kornet billede af en ekspedient der lagde den ned i posen, og et andet diffust billede af posen fyldt op med gamle aviser og blade i anledning af juleoprydningen.

Den bon var long gone.

ÆV.

Da jeg efter nytår skulle ned i butikken, bad jeg min mor tage med som back up,  ikke så meget til min konfrontation ved disken, jov også det, men mere som wingman hvis alarmen begyndte at bippe, når jeg gik ind.

Jeg kunne sket ikke overskue tanken om at hvis den bippede, ville alle tro jeg havde stjålet palietterne.

Og ganske rigtig der blev bibbet løs, da vi gik ind, jeg mærkede skammens tunge tæppe svøbe mig, mens vi styrede hen i mod kassen. Hvorfor bibbede den skide alarm nu, men ikke da jeg forlod butikken?

Eller måske bibbede den også der, måske hørte vi det bare ikke,  fordi det ikke var en lyd, vi troede tilhørte os, eller også var jeg for optaget af, hvad jeg skulle have på sammen med palietterne til at høre alarm-bibbene. Eller måske var det bare fordi butikken var juleproppet med mennesker, der summede i ekkoet fra kasseapparaternes evindelige ka-tjeing lyd. Jeg ved det ikke.

Lige så høj i hatten jeg var, da jeg købte paliet-blazeren, ligeså ynkelig en figur gjorde jeg nu ved disken – jeg havde taget en printet kvittering fra min netbank med, så de kunne se pengene var trukket fra min konto, men jeg følte det var en sølle substitut for en ægte bon, den stivede overhovedet ikke min selvtillid af og jeg mærkede panikken rumstere i mig. Det var med en næsten tourettes-agtig trang, jeg følte mig nødsaget til at italesætte elefanten i rummet .

De to søde piger bag disken blev tydeligt ilde berørt ved min klare insisteren på at gentage ordene “tyv” og “stjålet” så mange gange i træk at de febrilsk fjernede alarmen, puttede pallietterne ned i en pose og beklagede at jeg ikke kunne have blazeren på nytårsaften.

Deres gestus returnerede jeg straks ved at takke for deres forståelse, samtidig med jeg lavede en “Namaste hilsen”.

Hvis du ikke dyrker yoga eller har rejst i østen, kan jeg fortælle at  “Namaste” betyder “jeg bøjer mig for dig” og er en hilsen man siger samtidig med man sætter håndfladerne mod hianden foran brystet, mens man kigger de andre tilstedeværende i øjnene og laver et lille nik, eller buk. Hvis man rigtig giver den gas, nikker man flere gange og bukker ydmygt samtidigt.

Jeg gav den gas.

Alt i mens jeg bakkede ud med min forbløffede mor ved min side, jeg fik mumlet at hvis hun havde forbindelser til et rumskib, var det nu et perfekt tidspunkt at bede Scotty om at beame os op.

Vi forlod butikken.

og jeg følte jeg mig som den største luskebuks, der kunne gå på to ben.

– absurd-

Jeg har selv stået i butik i tidernes morgen, og jeg husker vi fik stjålet en del, og nogen gange var dem, der stjal ganske ublu, når de førte ubetalte varer ud af vores butik, og på en eller anden måde følte jeg mig pludselig som dem, bortset fra jeg egentlig ikke tror de skammede sig synderligt.

Men jeg,  jeg skammede mig,  og jeg skammede mig i særdeleshed over, hvor dårlig jeg havde været til at bevare roen og værdigheden.

Jeg har venner og veninder der ville have klaret det langt bedre- uden tvivl! De ville have bevaret det kølige overblik, og roligt fortalt hvad der var hænt, men ikke jeg, jeg panikkede helt aldeles og totalt.

Det er mig en stor gåde, hvor nemt jeg kan stille mig op foran 6-700 mennesker og tale, eller påtage mig alle mulige roller, som politimand, hofdame, apoteker, italiensk forførerske og hvad jeg ellers har spillet igennem årene, men når det kommer til det virkelig liv- så læner jeg mig nogen gange mere op af Frank Hvams karakter i klovn end af min egen seneste rolle som Biskoppen Monica i Herrens Veje.

Og palietterne? Ja de har nu fået deres debut som hverdagsjakke, hvem siger hverdagen skal være palllietfri?

Billeder: doktorobot

Blazer:   https://www.zara.com/dk/

Sweatshirt: Peter Jensen https://peterjensen.co.uk/collections/shop-women

Øreringe: Zarah Voight  fra http://www.zarahvoigt.com