NOGET OM VENNER

(link til min instagram profil)

Nogen hader den, andre elsker den,  Nytårsaften .

Jeg er så heldig, at jeg gennem små 20-30 år har holdt nytår med nogen af de samme mennesker, mennesker jeg har mødt i gymnasiet og i de første år af mine 20’ere,  jeg ved, hvis det har været et lorteår, så behøver jeg ikke “lade som om” i deres selskab, der er både højt til loftet og plads til at facaden kan krakelere.

Og jeg ved at når det går mig godt, glæder de sig på mine vegne. 

Det er en af de allerstørste priviliger jeg har, denne flok mennesker som jeg føler har kendt mig i evigheder, og som jeg ikke er i familie med, men som udgør en stor del af mit liv og dermed min reference ramme.

Jeg tror alle mennesker gerne vil efterlade et aftryk i verden, vi gør det gennem vores børn, vores arbejde, vores passioner og selvfølgelig også gennem vores venskaber.

Denne gruppe, som ikke er en fuldkommen fast størrelse, måske kan den mere betegnes som en mængde, der udvides og trækker sig sammen, i sin videste form er den ganske ganske stor, men ofte fragmenteres den i mindre selskaber, som feks den nytårsaften jeg er på vej til nu, men altid med en helt bestem DNA som får mig til at føle mig som en del af noget og ikke bare som en ensom satellit ude af kredsløb der vælter rundt på må og få.

Jeg har egentlig altid en følelse af at bære deres aftryk med mig, jeg har kendt dem så længe, at de har været vidner til mine fejltrin og mine triumfer, hos dem kan jeg indrømme, jeg føler mig som en fiasko og hos dem kan jeg få lov at flashe mit storhedsvanvid, hos dem kan jeg bare være…

Og hvis de spørger mig hvordan jeg har det, får de et ærligt svar.

Og så lidt “AFTERMATH”

Jeg var allerede begyndt på det her blogindlæg, da jeg tog til nytårsfest igår,  og da min bordherre senere rejste sig og holdt tale, berørte han netop dette punkt; følelsen af at høre til i denne gruppe, oplevelsen af at var en del af noget, at føle sig hjemme, først tænkte jeg, shit der røg mit første blog indlæg, nu tror alle tilstede værende bare at jeg har hugget Jeppes tale, men ved nærmere eftertanke var det jo smukt,- det jeg følte om denne gruppe, følte han også, følte vi alle.

Så skål.

Skål til jer alle, skål for et nyt år, skål for venskaber, skål for at kunne være sig selv, skål for at have et frirum om det er stort eller småt, om det er i en gruppe eller med et enkelt menneske, men et frirum hvor vi kan lade masken falde og bare være.

Og velkommen, velkommen til et nyt år, med nye eventyr og nye udfordringer, med og uden masker, og i særdeleshed velkommen til mit nytårsfortsæt at prøve at blogge………..